Danskerne ser positivt på landbruget

Mange års kritik af forurening med kvælstof, stank fra industrielle svineproduktioner, kødskandaler og invaliderende dyretransporter har ikke kølnet danskernes følelser for landbruget. 57 procent af befolkningen forbinder landbruget med noget positivt, viser en ny undersøgelse, som Megafon har foretaget for Politiken og TV 2.

Kun 15 procent af befolkningen har ifølge undersøgelsen et decideret negativt syn på landbruget. Mest positivt ser danskerne på landbrugets indflydelse på vores kulturhistorie. Den er stor, mener 64 procent af os. Det skriver Politiken.

Forklaringen på, at vi ikke giver op over for et landbrug i noget, der ligner permanent krise, er måske, at vi alle bærer på "den indre bonde". Det mener professor Johannes Nørregaard Frandsen, som er leder af Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet.

- Industrialiseringen af Danmark hviler på landbruget, og vores velfærdsmodel bygger på et samarbejde mellem arbejdere og bønder. Det kan godt være, at vi i dag er en nation af "fraflyttere", som har forladt livet på landet. Men "den indre bonde" lever fortsat i os og knytter os til de traditionelle værdier derude, siger han.

I landbruget glæder man sig over den lige så sjældne som kærkomne opbakning i undersøgelsen. Formanden for organisationen Landbrug & Fødevarer, Michael Brockenhuus-Schack, ser den som en god platform for en nødvendig dialog med politikerne om visioner for faget og fødevareproduktionen.

/ritzau/

Et flertal af danskerne forbinder landbruget med noget positivt, viser ny undersøgelse. Det skyldes, at danskerne alle bærer på en "indre bonde", mener ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret