Danskerne har nemlig ikke særlig stor tiltro til de oplysninger, medierne bringer. Færre end hver tredje mener, at man kan regne med det, der står i medierne.
Det viser en undersøgelse, som kommunikationsbureauet Burson-Marsteller har fået foretaget af analyseinstituttet YouGov blandt 1009 danskere i alderen 18-74 år.
Hvis man spørger direktør i Burson-Marsteller Kim Larsen, skal forklaringen findes i mediernes sensationslyst og de mange kulørte personsager.
- Danskerne har en fornemmelse af, at de ikke får hele billedet i de sensationer og konflikter, som medierne blæser op, siger Kim Larsen.
Han henviser til et andet tal fra undersøgelsen, der viser, at hver anden dansker mener, at medierne har for meget fokus på sensationer og konflikter.
Det er også årsagen til, at man finder tabloidaviserne B.T. og Ekstra Bladet i bunden af listen over medier, danskerne har tillid til, mener direktøren.
- Tabloidaviserne strammer historierne lidt rigeligt og kører personsager. Det tegner et billede af, at de lever mere af at sælge sexede overskrifter end af at levere historien, siger han.
I midten af troværdighedslisten ligger de store dagblade som Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske. Grunden til, at de ikke får en topplacering, skal ifølge Kim Larsen findes i, at de ikke er politisk neutrale.
- Hvis man har en opfattelse af, at en avis ligger et sted på det politiske spektrum, så er man måske ikke lige så sikker på, at man får hele billedet, siger han.
TV-Avisen, Radioavisen og Ritzau topper listen over medier, som i danskernes øjne er mest troværdige.
- Alle tre medier er meget brede og kendt for at være neutrale. De har en eller anden form for autoritet, siger Kim Larsen.
Samlet set er danskernes tillid til medierne faldet med tre procent siden 2011.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker