Danskerne vil gerne hjælpe udsatte

Det er fint at betale mere i skat, så længe kommunerne fastholder eller øger serviceniveauet for socialt udsatte. Det mener over halvdelen af de adspurgte i en ny undersøgelse fra Socialpædagogernes Landsforening.

Offentliggjort Sidst opdateret

Desuden mener 70,9 procent af de adspurgte, at det specialiserede område fylder tilpas eller for lidt i den aktuelle politiske debat.

Forbundsformand Benny Andersen glæder sig over interessen for det sociale område:

- Det viser, at vi også har også øje for dem, der ikke har samme ressourcer som os andre. Det vidner om en grundlæggende medmenneskelighed og solidaritet. Vi føler et ansvar over for dem, der ikke har andre end os andre til at hjælpe sig.

Bent Greve, der er professor i velfærd fra Roskilde Universitet forklarer, at folk ofte er villige til at give flere penge til 'værdigt trængende'. Desuden vil vi gerne betale mere i skat, hvis vi kan se, hvad pengene konkret går til.

Undersøgelsen viser da også, at de adspurgte ikke synes, der skal skæres i sundhed, uddannelse og ældrepleje. Derimod ser de gerne besparelser på EU, forsvaret og udviklingsbistanden.

- Mange tænker, at det er områder, som de ikke har brug for i hverdagen. Det er de færreste, der forstår, hvorfor man har brug for flere udgifter til forsvaret, og EU er langt væk. Det handler mere om de nære ting, forklarer Greve.

For ham afspejler undersøgelsen befolkningens grundlæggende opbakning om den danske velfærdsstat:

- Undersøgelsen viser, at der fortsat er opbakning til den danske model, og de muligheder den giver for en tryg hverdag og trygge omgivelser.

- Vi kan bruge tallene til at fastholde en socialpolitisk dagsorden, der siger, at vi som samfund er parat til at tage et fælles ansvar og prioritere dem, der har det svært. Også i krisetider, tilføjer forbundsformand Benny Andersen.

/ritzau/