Dårligt vejr udskyder kongens tur til Grønland med en dag
Kong Frederik modtog mandag Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, på Amalienborg. Det var planen, at de to herefter skulle flyve mod Grønland. Det er udskudt til tirsdag. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Kong Frederik skulle efter planen være rejst til Nuuk mandag. Vejrforhold i Nuuk har udskudt afrejsen en dag.
Efter planen skulle kong Frederik mandag aften lande i den grønlandske hovedstad, Nuuk, og officielt indlede sit flere dage lange besøg.
Men dårligt vejr i Nuuk har udskudt afrejsen. Det skriver kongehuset på det sociale medie Instagram.
Kong Frederik og Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, skulle efter planen ankomme i Nuuk mandag klokken 19.30 lokal tid, hvilket svarer til klokken 22.30 dansk tid.
Det blev i første omgang rykket til tirsdag morgen klokken 08.30 lokal tid. Siden er det blevet rykket yderligere to timer, så ankomsttiden nu hedder 10.30, hvad der svarer til klokken 13.30 dansk tid.
Den seneste forsinkelse betyder, at kongen misser et besøg klokken 11 lokal tid i bygden Kapisillit, der ligger 75 kilometer fra Nuuk og har 50 indbyggere.
I stedet deltager han i en fjordtur, skriver kongehuset i sin kalender.
Herefter deltager han i en kaffemik i Nuuk og derfra videre på en vandretur.
Programmet slutter tirsdag med en middag i Hans Egedes Hus i Nuuk, hvor den grønlandske regeringschef er vært.
Onsdag besøger kongen Grønlands Universitet og senere Station Nord, som er den nordligst bemandede flyveplads i Grønland. Den bruges af Sirius-patruljen.
På sidstnævnte besøg er forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) også med. Det nærmere program for den del af turen fremgår ikke af kongehusets udmelding.
Ifølge kongehusets kalender er kongen også i Grønland torsdag og fredag. Af programmet for turen fremgår det, at kong Frederik tager afsted med Sirius-patruljen de to dage.
Kong Frederik var sidst i Grønland i slutningen af juni 2024. Dengang var dronning Mary også med.
Den nye tur kommer efter flere måneders uro omkring Grønland og den amerikanske præsident, Donald Trumps, interesse for at få kontrol med Grønland.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker