De gamle går amok med ketsjer og stavgang

Danskere over 60 år strømmer til landets idrætsforeninger. Selv mere svage ældre op i 80'erne gør i højere og højere grad brug af mere skånsomme motionstilbud som stavgang, som kan dyrkes i blandt andet Ældresagen.

Medlemsforeningerne under Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger har de seneste fem år haft en fremgang på 35 procent eller 25.000 seniorer over 60 år. Det viser DGI's nye medlemstal.

Ifølge DGI's formand, Søren Møller, oplever foreningerne i stigende grad, at de ældre vil være aktive og tager ansvar for egen sundhed:

- Der er to forklaringer på tilstrømningen. Den ene er, at vi nu oplever en stor gruppe af ældre, som aldrig er holdt op med at dyrke idræt i modsætning til tidligere generationer.

- Den anden er gruppen, som har haft travlt med job og familie i en årrække. Men som er mere klar over, at det er vigtigt at være aktiv, når de igen får lidt mere tid, siger han.

Også i Ældresagen mærkes den voksende interesse for motion, som i det regi tiltrækker mange ældre langt op i 70'erne og 80'erne til stolegymnastik og fitness:

- Vi når nok nogle ældre, der er lidt mindre mobile eller uvante med at dyrke sport sammenlignet med idrætsforeningerne.

- Men også vi ser en helt klar vækst. I 2004 havde vi 284 motionsfrivillige, der organiserede motionshold for de ældre, siger sundheds- og idrætskonsulent Karin Schulz og fortsætter:

- Nu har vi 1055 motionsfrivillige, der leder 950 motionshold rundt i landet og når ud til cirka 38.000 hvert år.

Hun tror, der er et stort og fortsat udækket behov.

- Hver gang, vi starter et nyt hold et sted, strømmer folk til, som om de har siddet og ventet på, at der også blev noget for dem, siger Karin Schulz.

/ritzau/

/ritzau/

Farmor og oldefar dyrker motion og idræt som aldrig før.

Offentliggjort Sidst opdateret