De Kongelige fra udlandet dropper barnedåb

Mens det vrimler med venner og danske adelige ved torsdagens kongelige tvillingdåb, så er det småt med udenlandske kongelige.

Stort set alle europæiske kongehuse glimrer med deres fravær.

Heller ikke det norske og svenske kongehus, som ellers traditionelt har tætte bånd til det danske kongehus og kronprinsparret har sendt repræsentanter til barnedåben.

Det eneste blå blod i årerne ved dåben findes således hos den danske kongefamilie og dronningens to søstre og deres børn.

Dronningens søster, Anne-Marie kommer uden sin mand eks-kong Konstantin, men har til gengæld sønnen prins Nikolaos og hans kone prinsesse Tatiana med.

Fra Tyskland kommer dronningens anden søster, prinsesse Benedikte med sin mand prins Richard og sønnen prins Gustav og hans kæreste Carina Axelsson.

I de udenlandske kongeliges fravær vil det især være kronprinsparrets egen vennekreds, der fylder kirken.

Her finder man professor Erik Albæk, som kronprinsen kender helt tilbage fra studietiden på Aarhus Universitet, kronprinsens gamle tennismakker, læge Christian Buchwald, og kronprinsens nære ven Jeppe Handwerk.

Kronprinsesse Marys veninde, den til tider skandaleombruste Amber Petty, har taget turen hele vejen fra Australien for at være med til barnedåben, ligesom Marys ene søster, Patricia, og bror John også er i Danmark for at deltage i barnedåben.

Nære venner af Kongehuset er også blevet inviteret. Det gælder blandt andre præst Peter Parkov og den 97-årige skibsreder Mærsk McKinney-Møller.

Hoffet har også inviteret skibsrederens nære veninde gennem mere end tre år lensgrevinde Bente Bernstorff-Gyldensteen.

/ritzau/

Stort set ingen udenlandske kongelige deltager i dagens store royale tvillingdåb.

Offentliggjort Sidst opdateret