De seneste dages småregn rykker 2024 op som næstvådeste år
Summen af nedbør fra starten af i år og frem til onsdag, 25. december, er omkring 910 millimeter. Det er fem millimeter mere end i 1999 og 2019, som indtil nu har delt pladsen som næstvådeste år. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der er i 2024 indtil videre faldet omkring 910 millimeter, hvilket er 5 mere end det tidligere næstvådeste år.
Med de seneste par dages nedbør er 2024 krøbet op på en plads som det næstvådeste år i dansk vejrhistorie.
Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Thor Hartz til Ritzau.
Summen af nedbør fra starten af året og frem til onsdag, 25. december, er omkring 910 millimeter. Det er fem millimeter mere end i 1999 og 2019, som indtil nu har delt pladsen som næstvådeste år.
Der er dog stadig lang vej op til det vådeste år, siden DMI begyndte at måle nedbør i 1874. Der beholder 2023 fortsat sin førsteplads med 972,7 millimeter.
- Når jeg kigger frem i prognoserne, så selv om der kommer noget nedbør de sidste dage i året, ser det ikke ud, som om vi slår rekord, siger Thor Hartz.
2024 har generelt været et atypisk år vejrmæssigt, lyder det fra meteorologen.
- Vi har haft en ganske tørt efterår, som normalt er den vådeste tid på året, siger Hartz.
Derimod faldt der rigtig meget nedbør i vinteren, hvor der i alle måneder faldt over 100 millimeter. Foruden vinterens nedbør overraskede april også på regnfronten.
April er normalt årets tørreste måned. Men i år faldt der 104 millimeter regn i april, der tilmed blev den vådeste april nogensinde målt
De sidste juledage i Danmark forventer meteorologen, at det bliver gråt og diset, og at der vil falde lidt småregn.
- Men det er ikke de store mængder, der kommer. Når vi så kigger frem mod næste uge, så ser det ud som om, at der kommer et vejrskifte.
Det ser derfor ikke ud som om, at vejret nytårsaften bliver ideelt til fyrværkeri, der oftest har de bedste betingelser ved klart vejr.
- Vi kommer til at ligge lige på grænsen mellem den kolde og varme luft. Det giver et ret blæsende og nedbørsrigt vejr. Så lige nu ser det ud, som om nytårsaften bliver blæsende og med nedbør til hele landet, siger Thor Hartz.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker