De usynlige helte aktiverede det store beredskab da skuddene lød i Field's

Christina Sindberg, dispatcher i Region Hovedstadens Akutberedskab. Hun havde det overordnede ansvar for at fordele ambulancer, da der blev meldt om masseskyderi i Field's. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Under masseskyderiet i Field's fik mandskabet i Region Hovedstadens Akutberedskab og Psykiatrisk Center København travlt. Her er deres beretning fra dagen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Man ser og hører om hverdagens helte, der slukker brande eller udøver livreddende hjertemassage.

Dem, man sjældent hører om, er dem, som hiver i beredskabets snore og leverer den usynlige indsats.

Ditte-Camille Markussen hos Region Hovedstadens Akutberedskab er en af dem.

På vagtcentralen summer det søndag den 3. juli af medarbejdere i telefoner, dog i mindre grad end det plejer. En ambulance er netop kørt ind med en jordbærkage til deling.

Klokken 17.39 bliver alt forandret. En paramediciner på vagtcentralen modtager et opkald. På skærmen foran paramedicineren står der, at der er skyderi i Field's, ser Ditte-Camille Markussen.

Få sekunder efter ringer hendes egen telefon.

I opkaldet hører hun skrig og tumult i baggrunden. Personen, der ringer ind, er selv blevet ramt af skud.

Ditte-Camille Markussen, sundhedsfaglig visitator i Region Hovedstadens Akutberedskab. Hun sad klar til at tage imod de mange opkald, selv om det kort tid forinden havde været en helt almindelig søndagsvagt i juli. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Ret hurtigt går det op for mig, at de to opkald har en sammenhæng. Jeg bliver hurtigt praktisk orienteret, fordi vi er trænet til de her scenarier, siger Ditte-Camille Markussen.

På kontoret begynder telefoner at ringe i kor. Nogle meter væk står Christina Sindberg, der er dispatcher, og hører ordet "masseskyderi".

Dispatcherens opgave er at finde de køretøjer, der er bedst placeret til at hjælpe borgerne.

De konfererer med den ansvarlige koordinerende læge i vagtcentralen, der beslutter at aktivere beredskabet.

Christina Sindberg indleder sin kommunikation til ambulancer og lægebiler, der sendes mod shoppingcentret. Det er en atypisk situation, for de er ikke vant til at håndtere masseskyderier.

- Jeg går i "driftsmode", for nu skal vi være skarpe. Min opgave er også at passe på ambulancer og lægebiler, fortæller hun.

På det tidspunkt er den formodede gerningsmand endnu ikke pågrebet. Dispatcheren kan af den grund ikke sende ambulancer ind i en farezone.

Lone Baandrup, cheflæge på Psykiatrisk Center København og en del af beredskabsledelsen i Det Psykosociale Beredskab. Hun blev sendt ud til Field's for at modtage kriseramte, der havde brug for hjælp. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Jeg skal ikke have nogen ambulancer igennem et sted, hvor der er en, der skyder, siger Christina Sindberg.

Hun frigiver i stedet Tems. Det er sundhedsfaglige personer, der rykker ud sammen med politiet.

Anmeldelsen om skyderiet kommer en time, inden Christina Sindberg har fri fra en vagt på 12 timer. Men hun overvejer ikke at forlade sin post.

- Fordi det er så stort og presset i lang tid, beder vi natholdet om at logge på og hjælpe os. Samtidig fortæller vi dem, at vi ikke kan flytte os fra hændelsen, siger hun.

I hendes headset melder flere kolleger sig til tjeneste.

Klokken 17.48 anholder politiet en formodet gerningsmand. På det tidspunkt arbejder Københavns Politi fortsat på at finde ud af, om der er flere gerningsmænd.

Mange mennesker er fanget inde i centret. De har gemt sig i butikkers baglokaler og lagre.

Cirka en time senere bliver også det psykiatriske kriseberedskab aktiveret, og Lone Baandrup, cheflæge på Psykiatrisk Center København, rykker ud til indsatsen ved Field's.

- Det er som en stor maskine, der kører. Det er med til at sikre, at alle hele tiden er parat, fortæller hun.

Da Lone Baandrup kommer ud til Amager, hvor der er oprettet et evakuerings- og pårørendecenter, kommer der ingen kriseramte til at begynde med.

Men efterhånden begynder de at dukke op.

- Der er mange forskellige typer af reaktioner. Der er nogle, man udadtil ikke kan se har det dårligt. Og så er der nogle, der tydeligt giver udtryk for, at de er angste, urolige og utrygge, siger Lone Baandrup.

Hos Region Hovedstadens Akutberedskab gælder det om hele tiden at være årvågne.

- Vi taler ikke om, hvis ting sker. Men om, når de sker. Og det kan ske på alle tidspunkter på alle dage året rundt, siger Christina Sindberg, der tilføjer:

- Det er det, et beredskab er. Og det er vi en del af på lige fod med brandmænd, politi- og ambulancefolk.

Tre blev dræbt og syv såret ved skyderiet i Field's.

/ritzau/

Roller i beredskabet

* Der er flere roller i beredskabet end de synlige brandmænd, læger, politi- og ambulancefolk, for eksempel medarbejdere i psykiatrien og disse:

* Sundhedsfaglig visitator (SFV)

Når man ringer 112, kommer man først til Alarmcentralen, som vurderer, om det er sundhed, brand eller politi. Hvis det er sundhedsrelateret, så stiller alarmcentralen videre til vagtcentralen.

Her er det SFV, der vurderer, om det er relevant at sende en ambulance, og om det skal være med eller uden udrykning. Derefter gives der en besked videre til en dispatcher, som så skal finde et beredskab at sende afsted.

* Dispatcher

Dispatcherens opgave at finde det køretøj, der er bedst placeret til at hjælpe borgeren, når der eksempelvis er brug for en ambulance.

Det gør dispatcheren gennem kommunikation med køretøjernes mandskab. Dispatcherne har det samlede overblik over de transporter, der skal afvikles døgnet rundt.

* Tems (Tactical Emergency Medical Service)

Tems mobiliseres i de situationer, hvor der kan befinde sig tilskadekomne på skadesteder, som politiet endnu ikke har sikret. 

Det vil især være relevant ved terrorangreb og andre massetilskadekomster. Her viser erfaringer fra udlandet, at det varer længe, før skadestedet kan erklæres sikkert.

Tems består af en gruppe særligt uddannede læger og paramedicinere.

Kilde: Region Hovedstadens Akutberedskab.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu