De vigtigste spørgsmål om gaslækagerne

Offentliggjort Sidst opdateret

* Hvad er der helt præcist sket?

Den første lækage på Nord Stream 2-forbindelsen cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm blev konstateret mandag. Tirsdag morgen blev der konstateret yderligere to lækager på Nord Stream 1 nordøst for Bornholm. Der er ifølge myndighederne tale om bevidste handlinger og ikke uheld - formentlig er lækagerne opstået ved sprængninger. Den vurdering bygger myndighederne blandt andet på størrelsen af hullerne.

* Hvad har lækagerne fået af konsekvenser?

Prisen på gas er steget i ly af sagen om gaslækagerne. Mens en kubikmeter gas kostede 15 kroner på børsen tirsdag morgen, kostede den onsdag morgen 18 kroner. Det er dog stadig et stykke fra toppen, der blev nået 26. august med en pris på 30 kroner for en kubikmeter gas.

Lækagerne har ifølge regeringen ikke konsekvenser for forsyningssikkerheden.

Men der er en risiko for eksplosioner i området. Energistyrelsen er også ved at undersøge, hvor stor lækagernes påvirkning på miljøet i området vil være. Udslippet kan ifølge eksperter forårsage skader på miljøet og have en negativ klimapåvirkning. Men det er uvist, hvor stor den er.

* Hvad så nu?

Energistyrelsen forventer, at der kommer gas ud af lækagerne indtil søndag. Derefter vil myndighederne først og fremmest finde ud af præcist, hvad der har forårsaget lækkene, og indsamle beviser med henblik på eventuelt at placere et ansvar.

Der har været spekuleret i, om Rusland står bag lækagerne. Styret i Kreml har selv afvist den tanke og kaldt mistanken "forudsigelig og dum". Argumentet her er, at gaslækagerne også er et problem for Rusland. Også den russiske ambassade i Danmark har reageret og kalder lækagerne for "sabotage mod Ruslands og Europas energisikkerhed".

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu