December slår 48 år gammel solrekord

Solen har skinnet usædvanligt meget denne december. Mens danskerne har slidt sig gennem meterhøje snedriver og ekstreme kuldegrader, har solen gjort sit til at gøre den mørke måned lidt lysere.

- Vi har til og med onsdag haft 78 timers sol i december. Og da den nu detroniserede rekord fra 1962 lyder på 76 timer, så er sagen klar, siger klimatolog John Cappelen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Han forventer, at de to sidste dage i måneden lægger yderligere et par timer til, og dermed får den 48 år gamle rekord endnu mere baghjul.

Den solfattigste december faldt i 1957 med blot otte timer i løbet af månedens 31 dage.

Ud over de rekordmange solskinstimer, så kan denne december prale med at have givet den anden hvide jul i træk. Det er ikke sket tidligere.

Desuden skriver TV2 Vejret, at vi også oplevede den koldeste morgen i 23 år, da der natten til den 22. december blev målt 23 frostgrader i Holbæk.

/ritzau/

December krones som ny solkonge af meteorologerne. 78 timers solskin er det blevet til.

Offentliggjort Sidst opdateret