Det var formodentlig problemer med styremaskinen, der fredag fik det norske skib Sundstraum til at kollidere med et maltesisk skib i Øresund.
Kludder med styretøjet var efter alt at dømme årsagen til, at det norske skib Sundstraum fredag sejlede ind i det maltesiske skib Lus i Øresund. Det oplyser Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed på baggrund af de første undersøgelser af skibene.
- Besætningen på Sundstraum har forklaret, at de havde tekniske problemer med styremaskinen, og det er vi nu ved at kontrollere, siger Lars Gerhard Nielsen fra opklaringsenheden.
Samtidig har politiet udelukket, at alkohol kan være årsag til ulykken, der efterlod Lus med et hul i skroget, mens Sundstraum slap med skrammer.
Det norske skib var på vej mod syd gennem Øresund, mens malteseren var nordgående, da sammenstødet skete tæt ved Nordre Røse i Drogden Rende.
Lus er lastet med stykgods og fik slået hul i det fragtrum, der rummer et parti aluminiumsbarer. Skibet har også 182 ton rå uranium i lasten, men Statens Institut for Strålebeskyttelse har vurderet, at der ikke er fare for stråling.
Det norske skib var lastet med træsprit - metanol. Men der blev ikke slået hul på skibets tanke. Ingen personer kom til skade, og der meldes heller ikke om olieudslip, oplyser Søværnets Operative Kommando.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker