Delebørn får stress af hyppige skift

Skilsmissebørn føler sig belastet af de mange skift i hverdagen. Det viser den første danske interviewundersøgelse om deleordninger, skriver Kristeligt Dagblad.

Belastningen gælder både praktiske ting som pakning, huskelister og transport samt mentalt, når en forælder har skiftende forhold til nye partnere, får flere børn eller ændrer dagligdags rutiner.

Socialrådgiver Hanne Søndergaard Jensen har været børnesagkyndig i Statsforvaltning Hovedstaden i 23 år. Hun har skrevet rapporten "To hjem - én familie", som bygger på interview med otte skilsmissefamilier.

Fælles for familierne er, at bruddet ligger nogle år tilbage, at forældrene er veluddannede og har et rimeligt forhold til hinanden. De er uden indblanding fra myndighederne blevet enige om en ordning, hvor barnet bor lige meget eller næsten lige meget hvert sted.

Trods det lovende udgangspunkt giver børnene udtryk for, at de hyppige

forandringer stresser dem.

- Børnene skal hele tiden forholde sig til skift, som minder dem om skilsmissen og det opbrud, den har medført. Det overraskede mig, at børnene oplever det som et konstant pres, når nu forældrene selv har fundet en løsning og gør sig så umage for at få hverdagen til at fungere, siger Hanne Søndergaard Jensen.

/ritzau/

Selv i velfungerende skilsmisse familier har børnene problemer med hyppige skift mellem forældrene.

Offentliggjort Sidst opdateret