Demonstration skal føre til indgreb mod Irans moralpoliti
Iranske kvinder og mænd demonstrerer i vrede over en 22-årig kvinder, der afgik ved døden, tre dage efter hun gik i koma i det iranske politis varetægt. (Arkivfoto). Foto: Safin Hamed/Ritzau Scanpix
Amnesty afholder lørdag klokken 14 demonstration i solidaritet med en iransk kvinde, der døde 16. september.
En støttedemonstration i København lørdag skal lægge pres på de danske politikere for at gøre noget ved menneskerettighedsovertrædelser i Iran.
Det fortæller Martin Lemberg-Pedersen, chef for politik og dokumentation i Amnesty International i Danmark, der står bag demonstrationen sammen med Enhedslisten.
- Vi demonstrerer så mange steder som muligt, så de danske politikere også får budskabet videre og lægger pres på det internationale samfund, siger han.
Ytrings- og forsamlingsfriheden har ifølge Amnesty International længe været undermineret i Iran, hvor kvinder pågribes for ikke at tildække sig korrekt.
Amnesty Internationals budskab er, at FN's Generalforsamling bør etablere en uafhængig efterforsknings- og ansvarlighedsmekanisme på internationalt plan, der skal kunne føre til, at personer hos de iranske myndigheder skal kunne retsforfølges.
- FN's Menneskerettighedsråd skal fordømme myndighedernes adfærd og arbejde for denne mekanisme. Det skal medlemsstaterne også, siger Martin Lemberg-Pedersen.
Demonstrationen lørdag begyndte klokken 14 på Bertel Thorvaldsens Plads i København.
På programmet er blandt andre en dansk-iransk taler og Martin Lemberg-Pedersen selv.
På det sociale medie Facebook har over 1000 mennesker på forhånd meddelt, at de ville deltage i demonstrationen.
Demonstrationen finder sted i solidaritet med det iranske folk, der den seneste tid har demonstreret mod Irans såkaldte moralpoliti.
En ung kvinde på 22 år døde den 16. september, efter hun gik i koma i politiets varetægt tre dage før.
Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede hendes hår godt nok.
I henhold til sharia er kvinder i Iran forpligtet til at dække deres hår. Det er Irans moralpoliti, der håndhæver denne lovgivning.
Øjenvidner har set kvinden blive slået, og kvindens familie siger, at hun er død som følge af myndighedernes mishandling.
Irans moralpoliti afviser anklagerne og begrunder kvindens død med et hjerteanfald.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker