Den danske frihedskæmper Lis Mellemgaard er død
Lis Mellemgaard var i 2013 hovedtaler ved markeringen af Danmarks befrielsesdag 4. maj i Mindelunden i København. Hun var medlem af Holger Danske-gruppen under besættelsen. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Lis Mellemgaard, der var medlem af modstandsgruppen Holger Danske, er død. Hun blev 95 år.
Den danske øjenlæge Lis Mellemgaard, der er kendt for sin tid i modstandsbevægelsen Holger Danske under den tyske besættelse, er død.
Det oplyser familien i en dødsannonce på hjemmesiden afdøde.dk.
Lis Mellemgaard døde den 5. juli og blev 95 år.
Hun var født i København og blev uddannet læge fra Københavns Universitet i 1952, skriver Kristeligt Dagblad i en nekrolog.
Hun videreuddannede sig efterfølgende til speciallæge i øjensygdomme, og fra 1970 havde hun praksis i Hillerød.
Hun var gift med overlæge Kresten Mellemgaard, som døde i 2007. Sammen fik de tre børn.
Lis Mellemgaard gik i 1930'erne ind i den grundtvigiansk-inspirerede politiske bevægelse Dansk Samling.
Bevægelsen blev efter den tyske besættelse i 1940 også en af de måder, hvorpå man kunne komme i forbindelse med modstandsbevægelsen.
Som medlem af modstandsgruppen Holger Danske arbejdede Lis Mellemgaard på et illegalt trykkeri. Og i krigens sidste periode bevægede hun sig ind på mere farlige områder.
Det har Information tidligere skrevet i en artikel om Holger Danske-gruppen.
Blandt andet begyndte hun at beskæftige sig med at skygge stikkere eller begå indbrud i mistænktes lejligheder for at skaffe beviser for, at de virkelig var stikkere.
I de sidste måneder af krigen blev mange modstandsfolk henrettet eller dræbt af tyskerne. Herunder syv fra den gruppe, som Lis Mellemgaard tilhørte, der blev anholdt i februar 1945.
Hun undgik selv at blive anholdt, fordi hun var syg med en streptokokinfektion og derfor ikke opholdt sig i den bygning i Skindergade, hvor gruppen holdt til.
Lis Mellemgaard udgav i 1998 en erindringsbog under titlen "Pige i modstandskampen".
Hun er blevet tildelt flere hædersbeviser. Herunder Dronning Ingrids Mindemedalje, en livsvarig tildeling af Frihedsfondens Hædersgave og Gudmond Schacks Mindelegat. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde