Middelklassen i Danmark bliver mindre.
De 30 procent af befolkningen, der populært sagt er identificeret med villa, vovse og Volvo, er i løbet af syv år reduceret med 110.000 mænd og kvinder.
Til gengæld er der siden 2002 kommet flere rige og endnu flere fattige, skriver Berlingske.
Tendensen til denne øgede polarisering i Danmark fortsætter med en kraft, der får professor ved Copenhagen Business School (CBS) Ove Kaj Pedersen til at betegne den større ulighed som "et af de helt centrale spørgsmål for både opposition og regering".
Det er nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som godtgør, at middelklassen i Danmark fortsætter med at falde. Og det tegner et billede af et mere og mere opdelt Danmark, både økonomisk og geografisk, påpeger chefanalytiker Jonas Schytz Juul.
- Der bliver større og større forskel på top og bund og på Udkantsdanmark og Nordsjælland. Det går ud over sammenhængskraften og opfattelsen af Danmark som homogent samfund, siger han til Berlingske.
Analysen viser, at den middelklasse, der har en gennemsnitlig indkomst bliver mindre og mindre. Og tilsyneladende går vandringen både opad og nedad.
Men mest nedad, viser tallene.
Gruppen af fattige - de, der tjener mindre end halvdelen af gennemsnittet - er steget med 108.000 personer siden 2002. I samme periode er gruppen af rige - de der tjener dobbelt så meget som gennemsnittet - steget med 18.000 personer, skriver Berlingske.
Ove Kaj Pedersen fra CBS understreger, at på trods af den stigende polarisering og den faldende middelklasse, så har Danmark stadig en meget flad struktur med relativt små forskelle i indkomster og formuer.
- Men uligheden er stigende i en grad, der går hurtigere i Danmark end i sammenlignelige OECD-lande, siger han til Berlingske.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub