Den dømte bygherre røg bag tremmer igen

Kurt Thorsen var en årrække en særdeles interessant figur for pressen, men har ikke skabt mange overskrifter de senere år. På billedet ses han ankomme til Aarhus Domkirke til tidligere borgmester i Aarhus Thorkild Simonsens bisættelse i 2022. Thorsen fylder 70 år den 6. november. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

PFA-sagen er blevet eftermælet for byggematadoren Kurt Thorsen, som blev dømt igen få år efter løsladelsen. Den 6. november fylder han 70 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mange kan nok erindre PFA-sagen, der sendte Kurt Thorsen og makkeren Rasmus Trads i fængsel.

Kort fortalt handlede sagen om, at direktør i PFA Pension André Lublins underskrift blev forfalsket af Rasmus Trads, direktør i PFA-koncernen, i et mislykket forsøg på at udstede garantier for flere milliarder kroner til to selskaber, som begge var ejet af Kurt Thorsen.

Thorsen og Trads blev dømt i 2000, appellerede begge, men fik stadfæstet dommene i 2002.

Den ene del af makkerparret, som endte med at blive voldsomt uvenner, Kurt Thorsen, har - så vidt vides - aldrig erkendt sin skyld.

Thorsen, der siden fik endnu en fængselsstraf, fylder 70 år den 6. november. Det sker, mens han lever et liv helt uden for mediernes søgelys.

Det har Aarhus-fødte Kurt Thorsen ellers ikke altid foretrukket.

Da han blev løsladt fra varetægtsfængsling i 1999 i forbindelse med PFA-sagen, skete det med et større releaseparty og de berømte ord:

- Her har I mig tilbage.

Han blev altså dømt året efter.

I 2011 blev han dømt for skattesvig og kom i fængsel igen. Her gjaldt det tre års reststraf fra PFA-sagen samt to år i en anden skattesag. En straf, der siden blev reduceret.

Han er med lange mellemrum dukket op i medierne.

I 2014 bragte Kristeligt Dagblad et interview med Thorsen, hvor han sad fængslet. Her fortalte han - hvad de færreste nok ved - at troen fylder en del hos ham, og at han har engageret sig stærkt i kirken i fængslet.

- Vi har ikke noget menighedsråd, men jeg er kirketjener, kantor og med i fangekoret. Og så arrangerer vi samtalemiddag hver søndag efter gudstjenesten, også for muslimerne. Vi har blandt andet serveret helstegt lam over grill. Vores samtalecaféer er utroligt populære. Der er 150 fanger i fængslet, og der kommer 20-30 til hver gudstjeneste, sagde han til avisen.

Desuden kaldte han PFA-sagen for sit livs tragedie.

I 2020 sagde han til magasinet Her & Nu, at han i 2019 var blevet opereret for en hjernetumor, men at lægerne ikke kunne fjerne det hele.

Kurt Thorsen har ikke givet yderligere opdateringer om sit helbred i offentligheden siden da.

Kurt Thorsen er far til tre børn.

/ritzau/