Den fri abort blev modtaget af både klapsalver og buhråb

Tidligere folketingsmedlem Helle Degn (S) var 26 år, da der ved navneopråb blev stemt om lovforslaget om fri abort i Folketingssalen i 1973. (Arkivfoto). Foto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix

Danmark vedtog den fri abort i 1973. I år har loven 50-års jubilæum, mens ugegrænsen igen er til diskussion.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag 1. oktober runder Danmark 50 år med adgang til sikker og lovlig abort.

’Lov om svangerskabsafbrydelse’ blev således vedtaget i Folketinget 23. maj 1973 og trådte i kraft 1. oktober 1973.

I salen sad den unge socialdemokrat Helle Degn.

- Det var meget usikkert, fordi medlemmerne var stillet frit fra partilinjen. Så man vidste ikke, hvad udfaldet ville blive, siger Helle Degn til Ritzau.

- Man vidste bare, at der var uro og forskellighed i alle partigrupper.

Tiden op til afstemningen havde da også været "hård og voldsom", siger hun.

Fri abort var en af socialdemokratens mærkesager og hun turnerede rundt i landet med blandt andre overlægen Inge Krogh.

Inge Krogh var medlem af Kristeligt Folkeparti, som blev stiftet i 1970 som et protestparti med kampen mod fri abort som en af deres mærkesager.

- Så det var en følelse af at stå meget alene med det dengang, siger Helle Degn.

Ved afstemningen stemte et flertal på 95 folketingsmedlemmer ja til loven.

Der var både klapsalver og buhråb fra tilhørerpladserne i Folketinget, fortæller Helle Degn.

I 2023 er der stadig mange forskellige holdninger til abort.

Efter 50 år med den samme lov er den igen til diskussion, efter Etisk Råd tirsdag kom med nye anbefalinger.

Ni medlemmer anbefaler en grænse på 18 uger, fire går ind for en grænse på 15 uger, og fire vil holde fast i de nuværende regler.

Helle Degn mener, at forslaget om, at kvinder ned til 15 år kan tage beslutning om abort uden at informere deres forældre, er fornuftigt.

Hun er dog mere påpasselig, når det handler om at flytte ugegrænsen.

- Der er en risiko for, at den religiøse fanatisme, som vi ser i for eksempel USA, spreder sig til danske politikere. Og det skal vi ikke have, siger hun.

Hun håber derfor, at politikerne finder det bredest mulige flertal for beslutningen om ugegrænsen.

- Så den igen kan vare i mange år, siger hun.

Etisk Råd tog senest stilling til abortgrænsen i 2007, hvor de enstemmigt anbefalede at opretholde grænsen på 12 uger.

WHO anbefaler, at grænsen helt bliver afskaffet.

/ritzau/