Den gamle Lillebæltsbro fejrer åbning med 2000 stykker brunsviger
Den gamle Lillebæltsbro genåbner for trafik fredag den 13. september klokken 7.15. (Arkivfoto) Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Siden januar har den gamle Lillebæltsbro været spærret for trafik. Fredag åbner broen igen for bilister.
Fredag morgen bliver det igen muligt at passere den gamle Lillebæltsbro mellem Jylland og Fyn i bil.
En omfattende renovering har betydet, at broen har været spærret for biltrafik siden 29. januar.
Derfor bliver genåbningen også en "festdag", fortæller borgmesteren i Middelfart, Johannes Lundsfryd (S).
Sammen med Fredericias viceborgmester, Susanne Eilersen, skal han indvie broen med 2000 stykker brunsviger til de første bilister på Jyllandssiden.
- Vi har set meget frem til genåbningen. Det er et trafikalt knudepunkt mellem Fyn og Jylland for både studerende og folk, der skal på arbejde, siger Johannes Lundsfryd.
Lukningen af broen har ifølge borgmesteren også kunnet mærkes på handelslivet i Middelfart.
- Vi har kunnet se det på handelslivet på den lokale gågade i Middelfart, at der har været længere mellem kunderne, siger Johannes Lundsfryd.
Han er dog ikke i tvivl om, at borgerne vil tage broen i brug, så snart den åbner for bilister klokken 7.15 fredag.
- Hvem vil ikke gerne spare 5, 10 eller 15 minutters transporttid hver vej? Jeg tror, det kommer til at gå lynende hurtigt med at få gang i trafikken på broen, siger han.
Der vil også blive holdt koncerter i Middelfart for at fejre genåbningen fredag og de kommende dage.
Den gamle Lillebæltsbro trængte til en omfattende renovering, da flere dele af broen var slidte. Ifølge Vejdirektoratet skal renoveringen holde de næste 50 år.
Også den del, der adskiller jernbanen og kørebanen, trængte til at blive udskiftet.
Broen har derfor i to lange perioder været lukket for biltrafik. 20 uger i 2018 og 35 uger i 2019.
Togtrafikken og gangstien har været opretholdt som normalt.
5. oktober markeres genåbningen med et motionsløb på ti kilometer. Det er Lillebælt Halvmarathon, der arrangerer løbet.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker