Den oprørske søn dyrker grønt på Bornholm

Skuespiller Ken Vedsegaard fylder 50 år 14. oktober. Foto: Foto: Jacob Jepsen./Free

"Krøniken" blev Ken Vedsegaards gennembrud. 14. oktober fylder skuespilleren 50 år. Fritiden bruges på en økologisk gård ved Allinge.

Offentliggjort Sidst opdateret

For Ken Vedsegaard har der været opgaver på teater, film og tv.

Men det er fra tv-serier, de fleste kender skuespilleren, der fylder 50 år 14. oktober.

Senest i dramaserien "Mercur" på TV 2 Charlie, hvor han spiller en fordrukken marketingchef.

Og hos konkurrenten DR kunne seerne i 2020 opleve ham i "Når støvet har lagt sig" som Bisgaard - et folketingsmedlem.

Til næste år venter roller i "Sommerdahl" på TV 2 og i en ny serie på DR, der indtil videre er hemmelig.

Mest af alt er Ken Vedsegaard forbundet med "Krøniken", der er skrevet af Stig Thorsboe og Hanna Lundblad.

DR-serien om familien Nielsen og radiofabrikken Bella huskes især for hans præstation som den oprørske direktørsøn Erik, der bliver gift med Ida fra Ringkøbing (Anne Louise Hassing).

De stifter familie, men Erik kæmper med psykisk sygdom og begår til sidst selvmord.

Første del blev vist i 2004 og satte med 2,7 millioner seere i det tiende afsnit seerrekord.

Ken Vedsegaard var glad for rollen, men når han ser tilbage, så har ungdomsserien "Guldregn" fra 1988 også haft stor betydning.

Sammen med tre andre børn blev han udvalgt blandt 2000 ansøgere, og det kastede nogle år senere andre roller af sig. Blandt andet i "Drengene fra Skt. Petri" og "Det forsømte forår".

Ken Vedsegaard blev skuespiller fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2000, men vendte som færdiguddannet tilbage til København, hvor han var vokset op i et hjem fjernt fra skuespillerfaget. Moren var funktionær og faren restauratør.

Tilbage i hovedstaden spillede Ken Vedsegaard i 2006 Hamlet på Aveny Teatret, ligesom han har medvirket i forestillinger på Folketeatret og Teater Vestvolden.

På Vestvolden, der ligger i Hvidovre, spillede han i 2012 Krummefar i teaterudgaven af Thøger Birkelands bogserie.

En fast arbejdsgiver har skuespilleren ikke, og derfor er han i udgangspunktet glad for ethvert tilbud og "altid lidt forelsket i sine opgaver," fortæller han.

Til dem hører filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens krimi "Den Grænseløse", der er den anden film i en ny serie om Afdeling Q.

Filmen, der får premiere i 2024, optages på Bornholm, hvor Ken Vedsegaard i forvejen tit opholder sig. På øen bor han hos gode venner og bruger en del af ferierne på grøntsagsdyrkning på den økologiske gård Marken ved Allinge.

Arbejdet består i at hjælpe med at plante, luge og høste. Men mest gør han det for hyggen og den friske lufts skyld og for at lære mere om processen "fra jord til bord".

Ken Vedsegaard er far til tre børn. Den ene har skænket ham et barnebarn.

/ritzau/