Den rockende sølvgravør med det muntre navn
Tirsdag den 28. juni fylder sanger og sangskriver Frede Fup 75 år. Frede Fup hedder egentlig Norbrink til efternavn og er her foran sit hus i Ballonparken på Islands Brygge. Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix
Frede Norbrink bragede igennem på den danske musikscene i 1980'erne som forsanger og sangskriver for bandet Frede Fup. Han fylder 75 år tirsdag 28. juni.
Han er født Freddy Norbrink, men fik i 1972 ændret fornavnet til Frede, mens han boede i en kort periode på Christiania.
Mange kender ham bedst som Frede Fup for hans tid som forsanger og sangskriver i rockbandet af samme navn. Tirsdag den 28. juni fylder han 75 år.
Navnet Frede Fup var dog slet ikke hans idé. Det var hans ven og musiker Ole Frø, der fandt på navnet.
- Han var træt af, at han var den eneste med et latterligt øgenavn. Så han fandt på navnet Frede Fup, siger Frede Norbrink.
- I min verden er der for meget Anders And, Freddy Fræk og de der sjove ordspil over det. Det er lige muntert nok, siger han og griner.
Han medgiver dog, at navnet viste sig at være et godt brand, fordi det er nemt at forholde sig til de to ord, mener han.
Rockbandet Frede Fup bragede igennem i 1980'erne, hvor musikgruppen sang sig ind i hjerterne på mange danskere med numre som "Kaj og Stjernerne" og "Sprut".
Men før Frede Fup blev til, og mikrofonen blev hans levebrød, lå karrierevejen et helt andet sted.
Frede Norbrink blev i midten af 1960'erne uddannet som sølvgravør. Han har altid sat stor pris på arbejdet med hænderne, men det er musikken, der for alvor får hans hjerte til at galopere.
I forbindelse med sin fødselsdag har han inviteret til Frede Fup-koncert i Kulturhuset på Islands Brygge, hvor 350 gæster kommer forbi for at fejre ham og udgivelsen af bandets nyeste album, der udgives samme dag.
Til daglig bor musikeren i Ballonparken på Islands Brygge i København. Der har han boet siden 1974 i et hus, som han selv har bygget ud og op, som han siger det.
Ballonparken er et tidligere militærområde, men er i dag et boligområde ejet af beboerne i kvarteret.
Frede Norbrink, der har rejst jorden rundt tre gange, kalder det en af Københavns perler. Han er generelt stolt af Amager, som han har boet på det meste af sit liv.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde