Der er stadig frit valg på spillemarkedet

1. januar vågner danske spillefugle op til en ny virkelighed. En ny lovgivning træder i kraft, så udbydere af væddemål, kasino- og pokerspil skal have tilladelse for at tilbyde spil til danskerne.

Men det er langt fra alle bookmakere, der har søgt og fået den nødvendige licens. Og blandt de uautoriserede spiludbydere er det kun et fåtal, der har valgt at lukke ned for danske kunder.

- Jeg tror, der er en helt masse, som ikke har nået at reagere. Og de skal nu tage en beslutning, om de har tænkt sig at søge licens på et tidspunkt eller ej, vurderer Jens Boye, redaktør på spillemediet BetXpert.com, som følger markedet tæt.

Han forventer ikke, at samtlige uautoriserede bookmakere vil lukke af for danske kunder.

- Hvis de har tænkt sig at søge licens på et senere tidspunkt, er de nødt til at lukke for danske kunder. Men har de ikke, så kan jeg ikke forestille mig, de vil lukke, siger Jens Boye.

For at holde uautoriserede spiludbydere ude af det danske marked giver loven mulighed for at tvinge internetudbyderne til at lukke for danskernes adgang til spillesiderne.

Denne spærring kan dog let omgås, og Jens Boye forventer fortsat, at de danske gamblere vil benytte de uautoriserede udbydere.

- Storspillere, som sætter mange penge på et enkelt spil, vil nok være nødt til at bruge bookmakere uden dansk licens, forudser eksperten.

Han påpeger, at de udbydere, der har fået dansk licens, typisk opererer med en grænse for, hvor mange penge, der må sættes på enkelte væddemål.

Dertil kommer den afgift på 20 procent af spilleindtægterne, som udbyderne skal betale til staten, og som kan tvinge dem til at sænke oddsene på væddemålene og de bonusser, de giver til nye kunder.

- Der er i hvert fald nogle af bookmakerne, der vil sænke deres odds. Og i forvejen er de bookmakere, der får dansk licens, ikke altid dem, der har de højeste odds, konstaterer Jens Boye.

BetXpert.com har spurgt sine læserne, om de fortsat vil benytte de bookmakere, der ikke har fået licens, og her svarer halvdelen af de 635 respondenter ja, mens næsten en fjerdedel svarer måske.

/ritzau/

Danskerne kan fortsat benytte mange af de bookmakere, der ikke har fået godkendelse under den nye spillelov.

Offentliggjort Sidst opdateret