Der hersker stor mystik om kinesisk skibs rolle i kabelbrud i Østersøen

"Yi Peng 3" lå sidst i havn i den russiske by Ust-Luga. Det vides ikke, hvad der er om bord på skibet. Tidligere har det transporteret russisk kul. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Eksperter kalder kinesisk skibs færden mistænkelig. Men på trods af bånd til Rusland er det usandsynligt, at Kina vil udføre sabotage i Østersøen, siger de.

Offentliggjort Sidst opdateret

Spekulationerne har for alvor taget fart i sagen om det kinesiske fragtskib "Yi Peng 3", som mistænkes for at være involveret i sabotage i Østersøen.

Torsdag lå skibet på tredje dag for anker i Kattegat med det danske forsvar kredsende rundt om det.

Nogle dage forinden passerede "Yi Peng 3" på sin vej fra en russisk havn to datakabler i Østersøen, der kort efter blev konstateret brud på.

Desuden slukkede skibet sit radiosignal i knap otte timer, mens det sejlede gennem området. Det viser data fra Marine Traffic, hvor man kan se skibes lokationer.

Der er ingen tvivl om, at det ser suspekt ud, siger Jacob Kaarsbo.

Han er selvstændig sikkerhedspolitisk rådgiver og har tidligere arbejdet for Forsvarets Efterretningstjeneste.

- Skibets sejlmønster har været særdeles suspekt. Det er det, myndighederne reagerer på, siger han.

De to kabler går henholdsvis mellem Finland og Tyskland og mellem Sverige og Litauen.

Myndigheder i landene mener, at der kan være tale om hybrid krigsførelse. Både Kina og Rusland har afvist at have kendskab til bruddene.

Siden tirsdag har Forsvaret fulgt skibet, og fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har det lydt, at han ser på sagen med stor alvor.

Selv om der naturligt vil være en mistanke mod det kinesiske skib, så er det værd at huske, at informationerne er sparsomme, siger Jacob Kaarsbo.

- Vi ved ikke, hvad eller hvem der er om bord, eller hvad der faktisk er sket. Vi ved heller ikke, hvorfor besætningen har valgt at lægge anker i Kattegat. Det er ren mystik, siger han.

Jacob Kaarsbo tilføjer, at han vil blive overrasket, hvis det viser sig, at Kina har spillet en aktiv rolle i sabotage i Østersøen.

- Kineserne er allerede gået længere, end jeg havde forestillet mig. De hjælper russerne, og de har ladet nordkoreanske soldater komme til Rusland. Men jeg er skeptisk over for, at de ville tage sådan et skridt, siger han.

Det kinesiske fragtskib "Yi Peng 3" sejlede tirsdag op gennem Storebælt og smed derefter anker i Kattegat syd for Anholt. Forinden var dens rute gået forbi to datakabler, som siden blev konstateret beskadiget. Skibet ses her fotograferet i Kattegat onsdag. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Han bakkes op af Andreas Bøje Forsby, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Her forsker han i kinesiske forhold, herunder forholdet til Rusland.

- Jeg finder det usandsynligt, at den kinesiske regering er direkte involveret. Kineserne vil godt kunne gennemføre hybridoperationer, men det ville i så fald foregå i deres nærområde.

- Det er for eksempel ved Taiwan, hvor de er langt mere tilbøjelige til at gå aggressivt til værks for at forfølge deres interesser.

Andreas Bøje Forsby tilføjer, at hændelsen i Østersøen er sket på et tidspunkt, hvor Kina er på charmeoffensiv over for Europa, fordi der er økonomisk krise i landet.

- Jeg kan slet ikke se, hvilken interesse Kina skulle have i det her, siger han.

Hændelsen minder om en sag fra sidste år, hvor det kinesiske skib "Newnew Polar Bear" var involveret.

- Det ser jeg på med stor alvor, ikke mindst i lyset af den aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation, sagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) onsdag om sagen med det kinesiske skib i Kattegat. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Her blev et kabel i Østersøen ligeledes beskadiget. En finsk efterforskning konkluderede, at skaden var sket, ved at skibet havde trukket sit anker hen over havbunden. Det var ifølge Kina et uheld.

Hvorvidt det samme kan være sket igen, står ikke klart. Men det er usandsynligt ved i hvert fald det østligste af de to nye kabelbrud.

Det vurderer Jens Wenzel Kristoffersen, forsvarsanalytiker i virksomheden Nordic Defense Analysis.

Han er uddannet skibsfører og orlogskaptajn og er fortsat tilknyttet Forsvaret, men udtaler sig ikke på vegne af Forsvaret.

- Ved det østligste af bruddene er der 170 meter dybt. Det ville være for tungt at slæbe et anker på den dybde. Men skibet kan have slæbt noget andet.

- Det kan også være, at skibet ikke er involveret. Der kan have været ubådsaktivitet. Rigtigt meget står hen i det uvisse, siger han.

/ritzau/

Yi Peng 3

* Fragtskibet "Yi Peng 3" sejler under kinesisk flag.

* Skibet er et massegodsskib beregnet til at transportere store mængder af for eksempel kul, korn og cement.

* "Yi Peng 3" er 225 meter langt og 32,3 meter bredt.

* Skibet blev bygget i 2001 og ejes af virksomheden Ningbo Yipeng Shipping, der har kontor i havnebyen Ningbo.

* Virksomheden ejer kun ét andet skib.

Kilde: Marinetraffic.com, Vesselfinder.com, Danmarks Nationalleksikon.

/ritzau/

Det mystiske "Yi Peng 3". Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu