Der kan nu lyntestes 100.000 flere borgere om dagen
300.000 borgere kan fra tirsdag lyntestes dagligt. Det er dog ikke garanti mod lange køer, skriver styrelse.
Tirsdagens genåbning af liberale erhverv såsom kosmetologer og tatovører har ført til, at rekordmange er blevet testet for coronavirus de seneste dage.
Nu bliver det muligt at teste endnu flere, når Styrelsen for Forsyningssikkerhed fra tirsdag har åbnet for yderligere 100.000 daglige lyntest i Danmark.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Opskaleringen betyder, at der potentielt kan foretages op mod 300.000 lyntest hver dag. Indtil nu har det været muligt at lynteste 200.000 borgere dagligt. Den daglige kapacitet for de mere pålidelige, men også dyrere og langsommere PCR-test ligger på omkring 200.000.
Det er den delvise genåbning, der er begyndt tirsdag, som har medført behov for at teste langt flere for coronavirus.
Som en del af genåbningen er det nemlig blevet et krav, at man skal kunne fremvise en negativ coronatest, før man kan få lov til at sætte sig i eksempelvis frisørstolen.
Derudover er flere af landets skole- og gymnasieelever tirsdag vendt tilbage til en mere normal hverdag, og det har også medført øget efterspørgsel på test. Her er der opfordringer eller krav til op mod to ugentlige test.
Reglerne har allerede medført voldsom travlhed og timelange køer på landets PCR- og lyntestcentre.
Siden mandag er der kommet svar på 182.186 PCR-prøver og 201.026 lyntest, hvilket er rekord.
Ifølge Styrelsen for Forsyningssikkerhed vil de lange køer dog ikke nødvendigvis forsvinde, når flere kan testes.
- Der opfordres derfor til, at man udnytter alle teststeder, deres fulde åbningstider, og at man udnytter alle ugens dage, skriver styrelsen.
Det er desuden planen, at der skal skrues mere op for den samlede testkapacitet. 700.000 borgere skal kunne blive testet om dagen i løbet af maj, har regeringen oplyst.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker