Der kan være kemikalier i dit tøj

14 internationale tøjproducenter bruger det giftige stof nonylphenol i deres produktion. Stoffet kan have hormonforstyrrende egenskaber og er fundet i 52 af 78 produkter, Greenpeace har testet, viser en ny rapport.

Erik Albertsen, kemimedarbejder i Greenpeace, kalder resultaterne skuffende.

- Det er en skuffende undersøgelse. Den viser, at de store internationale tøjmærker - deriblandt svenske Hennes & Mauritz - sætter deres kunder i en situation, hvor de ved, vask af tøjet er med til at forurene søer og floder, siger han.

Stoffet bliver brugt til at vaske overskudsfarve ud af tøjet i produktionsfasen. Men rester af kemikaliet bliver siddende i stoffet og bliver afgivet, når en forbruger i for eksempel Danmark vasker tøjet hjemme.

H&M selv mener ikke, at mængden af kemikalierester i deres tøj er alarmerende.

- Da niveauet af Nonylphenol Ethoxylat i testen er meget lavt, kan det ikke fastslås, at vores produkter indeholder stoffet, lyder det fra Mia Møgelgaard, ansat i H&M's presse og kommunikationsafdeling.

Hun hentyder til H&M's egen restriktion på 100 milligram kemikalie per kilo, der ikke er overskredet i nogle af testens resultater.

Claus Jørgensen, miljøpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet, kritiserer, at virksomhederne bruger giftige stoffer i deres produktion.

- Opfordringen til producenterne er, at man ikke bruger skadelig kemi som en samfundsansvarlig virksomhed. Derfor skal de se at få udfaset stofferne så hurtigt som muligt, siger han og fortsætter:

- Som forbruger er det rigtig svært, for du kan ikke se, hvad der bliver brugt, siger han.

Enhedslisten vil nu stille et forslag i Folketinget om et forbud mod produkter, der indeholder farlige stoffer, og SF vil forsøge at påvirke EU's kemikalielovgivning.

/ritzau/

Greenpeace har fundet et giftigt kemikalie i tøj fra en række internationale mærker.

Offentliggjort Sidst opdateret