Danske golfklubber bruger for meget gift på at holde græsset grønt.
Det mener et politisk flertal i Folketinget, som derfor på et møde med miljøminister Karen Ellemann (V) tirsdag besluttede at stille krav om, at danske golfklubber skal begrænse deres forbrug af pesticider.
På sigt er målet at få de danske golfbaner til helt at udfase brugen af sprøjtegifte.
- Golfklubberne skal nu til kun at anvende de mest skånsomme pesticider. Det betyder måske lidt flere tusindfryd, men også et bedre miljø til glæde for både natur og mennesker, siger Karen Ellemann og fortsætter:
- Nogle klubber i Danmark har allerede vist vejen og holder banerne helt uden brug af pesticider, og det er vores endelige mål.
Partierne V, K, DF, S, SF og De Radikale blev på mødet enige om at droppe den hidtidige frivillige aftale fra 2005 mellem golfklubberne og Miljøministeriet om at mindske pesticidforbruget.
Golfklubberne dækker et areal på over 11.000 hektar og brugte i 2009 2,5 ton pesticider. Ifølge den frivillige aftale skulle forbruget ned på 0,1 kg aktivstof pr. hektar, men i 2009 brugte klubberne i gennemsnit 0,24 kg.
Også Dansk Golf Union ønsker at reducere pesticidforbruget på golfbanerne.
- Vi har reduceret forbruget, men bare ikke i det tempo, som man lidt optimistisk havde forventet. Men vi er stadigvæk i gang, og vi skal nok nå videre, siger formanden for Dansk Golf Union, Søren Clemmensen.
Når den frivillige aftale ikke har givet et bedre resultat, så er det ifølge Søren Clemmensen også fordi, der er mange golfbaner, som ikke er med i Dansk Golf Union.
- Hvis man skal have alle golfanlæg i Danmark med, så er det ikke nok med en frivillig aftale med Dansk Golf Union, siger formanden.
Karen Ellemann forventer, at en ny bekendtgørelse for golfbanerne vil kunne træde i kraft i november 2011.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker