Der skal være sikkert på CELF

Skolemassakrer, hvor elever dræber kammerater og lærere, er kun set en enkelt gang i Danmark. En studerende dræbte i 1994 to medstuderende og sårede to andre på Århus universietet, inden han begik selvmord. Men det kan blive hverdag herhjemme, som det desværre oftere og oftere ses i udlandet.
- Vi har over 10.000 personer gennem CELF om året som elever, gæster, lærere og andet personale i vores afdelinger i Nakskov, Maribo og Nykøbing, siger uddannelsesdirektør Carsten Toft Nielsen.
 
- Så selvfølgelig er vi nødt til at tage vores forholdsregler. Ikke bare for at undgå noget så utænkeligt i danmark, som skoleskyderier. Men for generelt at højne sikkerheden.
En generel debat om sikkerhed har været oppe og vende både i sikkerheds- og samarbejdsudvalget. Institutionens sikkerhedsudvalg har besluttet at indgå et samarbejde med politiet og følge politiets anbefalinger i forbindelse med et beredskab.
- I den kommende tid vil der blive personalemøder på samtlige CELF's afdelinger sammen med politiet med henblik på, hvorledes man udvikler en sikkerhedsplan. Derefter bliver der sammen med politiet lavet en beredskabsplan. For at skærpe sikkerheden har vi i sikkerhedsrådet anbefalet, at alle som har deres daglige gang på CELF får en form for ID kort, som skal bæres synligt, siger uddannelsesdirektøren.
- Samme kort kunne også bruges i forbindelse med for eksempel kopiering og måske som adgangskort. Så ville vi lynhurtigt kunne spotte om der var uønskede gæster på skolernes områder.
CELF forventer at have en sikkerhedspolitik klar inden sommerferien.




Uddannelsesinstitutionen CELF går sammen med politiet for at forhindre skolemassakre.

Offentliggjort Sidst opdateret