Derfor skal du lade være med at tjekke mobilen når du holder ferie

62 procent af de erhvervsaktive tjekker arbejdsrelaterede mails og sms'er i deres sommerferie, viser en ny undersøgelse lavet af Norstat for Ingeniørforeningen IDA. (Arkivfoto). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Hos størstedelen kribler det i fingrene for at tjekke ind på arbejdet under ferien. Men hjernen har brug for en pause, og derfor bør man lade arbejdet ligge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Du kender det sikkert. I sidder ved poolkanten, bålfadet eller morgenkaffen, og du kan lige hurtigt nå at tjekke, om der er sket noget på arbejdet, som du skal være opmærksom på.

Knap to ud af tre tjekker arbejdsrelaterede mails eller sms'er i deres sommerferie. Det viser en ny undersøgelse fra et repræsentativt udsnit af erhvervsaktive danskere, som er lavet af Norstat for Ingeniørforeningen IDA.

19 procent tjekker dagligt deres arbejdsmail og arbejdstelefon.

Og det er en problematisk tendens, mener Eva Jakobsen, som er arbejdslivskonsulent i IDA, hvor hun arbejder med stress- og konflikthåndtering.

- Din hjerne har brug for at holde fri og holde pauser. Den er ligesom en muskel, der har brug for restitution efter meget arbejde, siger hun.

- Det kan godt være, at det ikke føles som arbejde, når du åbner mailen, men hjernen kan ikke kende forskel, siger hun.

Ifølge Eva Jakobsen tjekker vores system ind, som om vi sidder på arbejdspladsen, når vi åbner vores mail.

Det kan føles som en refleks lige hurtigt at tjekke arbejdsmailen. Lige så nemt som det er, ligeså svær en vane er det også at komme af med. Det kan være en god ide at afinstallere mailen på telefonen, men det kræver også mod, mener arbejdslivskonsulent Eva Jakobsen. (Arkivfoto). Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Men der findes ikke et nemt svar på, hvordan man holder fingrene væk. Og for mange er det også en urealistisk forventning.

For tilgængeligheden sidder i os som en del af vores digitale afhængighed, mener Einar Baldvin Baldursson, som er lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet.

- At tjekke arbejdstelefonen er en adfærd, som er velkendt fra afhængighedspsykologien. Det er vigtigt, at vi forstår, at det er svært at lade være, siger han og tilføjer:

- Men man kan undgå, at arbejdet stille og roligt lister ind i det øvrige liv, ved at forsøge at skabe rammer for det, siger han.

Lektoren foreslår, at man aftaler med dem, man holder ferie med, hvornår man må tage arbejdstelefonen frem. Vi kan nemlig også blive stressede af ikke at tjekke den, og derfor er det bedst at gøre det i små, kontrollerede mængder, mener han.

Det er stress- og konfliktkonsulent Eva Jakobsen enig i.

- De dårligste beslutninger, vi kan tage, er dem, vi tager uden at være bevidste om det, siger hun.

I IDA's undersøgelse svarer 4 procent, at det er et krav, at de er tilgængelige i deres ferie. 20 procent svarer, at det ikke er et direkte krav, men at det forventes alligevel.

Men det er som udgangspunkt ikke noget, man som arbejdsgiver må forvente, fortæller Eva Jakobsen.

- Som medarbejder har man ingen forpligtelse til at være tilgængelig i sin ferie, siger hun og tilføjer:

- Men hvis jeg er den eneste i hele verden, som kan løse en opgave for min arbejdsgiver, og vi har aftalt, at vedkommende må tage fat i mig, hvis det brænder på, er det okay.

/ritzau fokus/

Så tilgængelige er vi i ferien

* 32 procent svarer, at de kan kontaktes på mail, telefon og sms i deres ferie, og at de tjekker dette sjældnere end dagligt.

* 19 procent svarer, at de er tilgængelige på telefon og ved mail, og at de tjekker det dagligt.

* 11 procent svarer, at de altid er tilgængelige.

* 36 procent svarer i Norstats undersøgelse af erhvervsaktive danskere , at de ikke er tilgængelige og ikke kan kontaktes af deres arbejdsplads, når de er på ferie.

Kilde: Ingeniørforeningen IDA.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu