Det er trendy at tage ferie på bondegården

Flere danskere dropper charterferien og tager bondegårdsferie på landet for at passe heste, grise, køer eller får. Muligheden for at være i nærheden af dyrene gør, at flere danskere vælger den specielle ferie.

Det siger Silke Lorenzen, der er sekretariatsleder for Landsforeningen for Landboturisme.

- Ferieformen passer til, at man finder et afslappet sted at være, men samtidig kan være aktiv på en måde ved at passe dyr og tage på fisketure, siger Silke Lorenzen.

Landsforeningen for Landboturisme har 110 værtsfamilier og vil få yderligere fire til fem nye i foreningen inden sommerferien. Hver enkelt gård er blevet godkendt, inden de begynder at leje værelser ud.

- Sengene og basale ting skal være i orden. Samtidig får de nye udlejere også rådgivning i at være ferieværter, når vi laver inspektioner af gården, siger Silke Lorenzen.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af overnatninger i Danmark steg fra 17,8 millioner i 2000 til 23,5 millioner i 2008. Desuden er antallet af danske overnatninger steget med 1,6 procent de tre første måneder af 2010.

Lars Erik Jønsson, der er administrerende direktør i VisitDenmark, forklarer stigningen med, at flere familier har fået øjnene op for, at der er mange alternative ferieformer i Danmark. Der er blevet mere opmærksomhed omkring naturen og for eksempel bondegårdsferien, vurderer han.

- Der er mange forældre, der lever et arbejdsliv, hvor de flytter sig meget rundt. Det, de har brug for på ferien, er dermed familien og nærværet. Det gælder både for børnefamilier og kæresteparret, siger Lars Erik Jønsson.

/ritzau/

Flere danskere dropper den traditionelle charterferie og rejser i stedet på bondegårdsferie. Antallet af overnatninger stiger i Danmark, viser nye tal.

Offentliggjort Sidst opdateret