Det forbudte skifte klæber sig til Luis Figo

Kun nogle få grå stænk i skæg og hår afslører, at Luis Figo fylder 50 år. Han ses ofte i forbindelse med lodtrækninger i regi af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Foto: Robin Van Lonkhuijsen/Ritzau Scanpix

Luis Figo, der fredag 4. november fylder 50 år, fik kastet et grisehoved efter sig på sin gamle hjemmebane, da han byttede Barcelona ud med Real Madrid.

Offentliggjort Sidst opdateret

En brøler på fodboldbanen kan de fleste fans tilgive. Men et skifte til ærkerivalen er utilgiveligt.

Det måtte den tidligere fodboldstjerne Luis Figo, der fredag 4. november fylder 50 år, sande, da han i sommeren 2000 blev verdens dyreste fodboldspiller, da han byttede FC Barcelona ud med fjenden Real Madrid.

Han var klar over, at klubskiftet ville skabe postyr. Men ikke at det ville være i et omfang, så det 22 år efter stadig ville være mange fodboldfans' første tanke, når de hører navnet Luis Figo.

Det fortalte Figo i oktober i et interview med The Guardian. To måneder tidligere udgav Netflix en dokumentar om det forbudte skifte.

Figo fortæller, at det i sidste ende var hans eget ønske at skifte klub, men indikerer også, at hans agent havde sat ham i en penibel situation, der var med til at skubbe ham i retning mod Madrid.

Fra at være blandt Barcelonas mest populære personer, var han nu persona non grata. Også blandt venner. Eller rettere eksvenner.

- Da jeg skiftede, var der personer, som ikke længere ønskede at være sammen med mig, på grund af den måde det ville blive opfattet på i Barcelona. Måske var det en god ting. For jeg troede, de var mine venner, men det var de ikke, siger Luis Figo.

Hadet fra de tidligere fans var tydeligt, hver gang han var på besøg på sin gamle hjemmebane Camp Nou. Det hele kulminerede i november 2002.

Hver eneste gang Figo var i nærheden af publikum - ofte i forbindelse med at han skulle sparke hjørnespark - var han målskive for lightere, golfbolde og andre genstande kastet fra tilskuerpladserne - sågar et grisehoved måtte han undvige.

I Real Madrid blev Figo den første "Galactico" - betegnelsen for de verdensstjerner, som Real Madrid i de følgende år købte for enorme summer. Han blev efterfulgt af blandt andre Zinedine Zidane, Ronaldo og David Beckham de følgende år.

Han spillede 127 landskampe for Portugal og var med til at få holdet tilbage i den europæiske landsholdselite.

Figo var også en del af opløbet til at blive præsident i det skandaleramte Fifa (Det Internationale Fodboldforbund, red.) i 2015, men trak sit kandidatur inden valget. Hele forløbet kunne der ifølge Figo skrives en bog om.

/ritzau/