Det kan blive en prinsesse Alice

Journalisten og populærhistorikeren Herman Lindquist har skrevet en række bøger om det svenske kongehus. Han tror, at kronprinsessen og prinsen vælger et navn med kongelige traditioner.

Pigen får, som det er tradition, sandsynligvis fire navne - præcis som kronprinsessen, hendes lillesøster Madeleine og lillebror Carl Philip.

Mulige navne er Ulrika, Sophia, Astrid, Margareta, Désirée, Kristina eller måske Alice, som dronning Silvias afdøde mor hed, tror Herman Lindquist.

Ifølge Lindquist var kronprinsessen meget glad for sin fars faster, den svenske prinsesse Ingrid, der senere blev dronning af Danmark og mor til dronning Margrethe.

Og den nybagte mor er selv opkaldt efter sin faster og sin oldemor samt den første dronning i Bernadotteslægten, da hun også hedder Ingrid Alice Désirée.

Men da det norske kronprinspar Haakons og Mette-Marits førstefødte datter, der også er Victorias gudbarn, hedder Ingrid Alexandra, er det mindre sandsynligt, at den nye svenske prinsesse kommer til at hedde Ingrid som det første navn i rækken af navne.

Oddsene hos diverse bookmakere peger på Alicia, Désirée eller Kristina.

Ifølge den svenske avis Expressen får offentligheden allerede fredag at vide, hvad den lille pige skal hedde.

/ritzau/TT

Alice, Ulrika eller Sophia. Det er nogle af de navne, som kronprinsesse Victoria og prins Daniels nyfødte datter kan tænkes at få.

Offentliggjort Sidst opdateret