Det koster at vente: Derfor skal du købe elbilen før årsskiftet

Forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru anbefaler, at du overvejer i stedet at købe en elbil, hvis du har planer om ellers at købe en benzinbil til mere end 300.000 kroner og kan oplade derhjemme. (Arkivfoto). Foto: Vincent West/Reuters

I den seneste tid er flere elbiler faldet i pris efter en periode med stigninger. Men elbilen bliver dyrere igen fra nytår, når afgifterne stiger.

Offentliggjort

Hvis du går med tanker om at skifte til en elbil, kan det være, at du skal skynde dig at få lukket handlen.

Fra årsskiftet stiger afgifterne nemlig, og det betyder, at du skal betale mere for en elbil.

Det siger forbrugerøkonom i bilejernes organisation FDM Ilyas Dogru.

- Man skal altså have flere penge op af lommen, hvis man venter for længe, siger han.

Der er faktisk også andre grunde til, at det er et bedre tidspunkt at købe en elbil nu end tidligere.

Ilyas Dogru peger på, at der har været tre primære årsager til, at mange bilister har været tilbageholdende med at købe en elbil: rækkevidden, prisen og lademulighederne.

Han forklarer, at tre ud af fire elbiler på de danske veje ifølge Transportministeriet har en opgivet rækkevidde på over 400 kilometer.

Der er over 12.000 offentlige ladepunkter i Danmark, siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru. Men det er som regel bedst, hvis man kan lade elbilen derhjemme eller på arbejdet. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Og det betyder, at den rækkeviddeangst, der har været tidligere, ikke er relevant mere, siger han.

Leveranceproblemer og stigende råvarepriser - især i tiden efter coronapandemien - har gjort, at elbilerne blev dyrere.

Men i den seneste tid har priserne været nedadgående.

- Vi har set med Teslas seneste prisnedsættelser og markedets reaktion, at priserne er ved at normalisere sig. Det er set i bakspejlet, siger han og fortsætter:

- Men ser vi ud igennem forruden, kigger vi ind i, at der kommer afgiftsstigninger. Allerede fra årsskiftet stiger nogle elbiler med godt 12.000 kroner i afgift.

I 2020 blev der vedtaget en politisk aftale om gradvist at reducere og til sidst fjerne det såkaldte batterifradrag i 2025. Batterifradraget var ellers en skattefordel, der skulle fremme køb af elbiler.

Det maksimale fradrag er i år 40.500 kroner, mens det fra årsskiftet falder til omkring det halve.

Og så sænkes bundfradraget, som skal trækkes fra, før afgiften bliver beregnet.

Efter nytår er det kun elbiler til under 430.000 kroner, der er afgiftsfrie, siger Ilyas Dogru.

- Når bundfradraget bliver sænket, har det den direkte konsekvens, at flere elbiler bliver omfattet af afgift. Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvordan priserne på elbiler bliver i fremtiden, men vi ved, at vi kommer til at se flere afgiftsstigninger, siger han.

Den sidste bekymring for bilister, der overvejer at købe en elbil, er lademulighederne.

- I Danmark har vi rundet over 12.000 offentlige ladepunkter. Og i Europa er der faktisk 500.000, siger Ilyas Dogru.

Men vi er ikke i mål, tilføjer han.

Langs motorvejene er der gode muligheder, men vi mangler for eksempel stadig boligforeningerne.

Der er mange elbilejere, som ikke kan lade derhjemme, fordi de bor i lejlighed.

- Så i grove træk går det godt med ladeinfrastrukturen, men der er et stykke vej endnu, siger han.

- Har man mulighed for at lade derhjemme, anbefaler vi, at man kraftigt overvejer at købe en elbil næste gang. Det er især gældende, hvis man har planer om at købe en benzinbil til over 300.000 kroner.

Og hvis arbejdspladsen giver mulighed for at lade, er det også godt, mener Ilyas Dogru.

Leveringstidspunktet er afgørende for bilens endelige pris. Du skal derfor sikre dig, at levering sker i år, eller at du kan tage forbehold i slutsedlen.

/ritzau fokus/

FAKTA: Hvordan skal du betale for bilen?

* Leasing er et alternativ til køb, som er værd at overveje, hvis du vil afprøve livet med en elbil og undgå værditab. Det er dog dyrere at lease i længden.

* Hvis du skal tage et lån og har friværdi i boligen, bør du overveje et tillægslån.

* Ellers skal du indhente flere lånetilbud og sammenligne ÅOP for lån med samme løbetid.

* Hvis du køber en elbil, bør du indhente tilbud på et grønt billån, som kan være markant billigere. Du skal stadig sammenligne ÅOP og være opmærksom på, om renten er fast.

Kilde: Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu