Det koster mia. at flytte rejsende fra biler over i tog

Foto: Claus Hansen

Hvis flere brugte offentlige transportmidler, så ville det skåne miljøet, men vil koste staten milliarder af kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

1 kr. og 85 øre.

Så meget koster det i gennemsnit for det offentlige, hver gang det lykkes at flytte en bilist over i toget og transportere vedkommende 1 km, viser et nyt notat fra Transportministeriet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Vælger man at flytte 20 pct. af bilisterne over i tog, vil det koste 22,6 mia. kr. om året, konkluderer notatet, der medregner omkostninger forbundet med miljø, klima, støj, uheld og trængsel. Fordi det vil kræve større offentlige tilskud til togene, og fordi det vil få de mange afgifter, bilisterne afleverer til staten, til at skrumpe.

Derfor er politikernes plan om, at hovedparten af den fremtidige trafikvækst skal ske i den kollektive trafik, en illusion, mener professor Mogens Fosgerau fra DTU.

- Det er en smuk målsætning, at man vil flytte flere rejsende over i den kollektive trafik, men medmindre man griber drastisk ind eller bruger rigtig mange penge, er det ikke realistisk, siger Mogens Fosgerau på baggrund af notatet, der efter hans vurdering er lavet helt efter bogen.

Transportminister Hans Christian Schmidt bebuder en ændret politik på området:

- Beregningerne i notatet viser, at den alt for ensidige fokusering på den offentlige transport, som den tidligere regering stod for, ikke er holdbar i længden. Derfor vil jeg indkalde til forhandlinger om nye investeringer i vejnettet, så snart der atter er luft i budgettet, lyder meldingen fra transportministeren.

Hos Liberal Alliance er transportordfører Villum Christensen af samme opfattelse:

- Notatet viser, at det ikke er rigtigt, når nogle politikere siger, at den kollektive trafik gavner samfundsøkonomien, miljøet og trængslen, mener den liberale ordfører, der vil skrue ned for de investeringer i kollektiv trafik, der ikke er samfundsøkonomi i.