Det Nordjyske Mediehus henter ny chefredaktør fra Berlingske
Kevin Walsh skal tiltræde posten som ansvarshavende chefredaktør i Det Nordjyske Mediehus.
Kevin Walsh bliver ny ansvarshavende chefredaktør i Det Nordjyske Mediehus.
Det skriver mediet i en pressemeddelelse.
Kevin Walsh kommer fra en stilling som redaktionel udviklingschef i Berlingske Media, hvor han de seneste år har arbejdet på tværs af alle publikationerne i mediehuset.
- Jeg ser Kevins ledelsesmæssige kompetencer og markante publicistiske udgangspunkt som et sikkert og fremadrettet fundament for vores journalistiske forretning, lyder det fra bestyrelsesformand Morten Sandlykke i meddelelsen.
Kevin Walsh tiltræder stillingen 1. oktober, hvor den konstituerede ansvarshavende chefredaktør, Karen Edelmann Keinicke, fratræder sin midlertidige rolle.
Den kommende chefredaktør har været velbevandret i Berlingskes hus, hvor han både har været digital redaktør for B.T. og digital redaktionschef for Berlingske, inden han rykkede til rollen som digital udviklingschef for hele huset.
Det er med den erfaring, Kevin Walsh ser frem til at sikre, at Nordjyske tager "de næste markante skridt i den digitalisering, der allerede er godt i gang".
- Jeg er først og fremmest journalist og tror på, at et stærkt Nordjyske er altafgørende for demokratiet og forudsætningen for et stærkt Nordjylland.
- Med kritisk og nærværende journalistik skal Nordjyske sætte regionen på landkortet og være en samlende og aktiv stemme for hele Nordjylland, lyder det fra Kevin Walsh i meddelelsen.
Stillingen blev ledig, da den tidligere chefredaktør Karl Erik Stougaard fratrådte til stor "overraskelse og ærgrelse" for Morten Sandlykke tilbage i april.
Han kom til posten i 2020, men efter godt to år var han nødt til at opsige stillingen på grund af familiemæssige og private hensyn, lød det dengang.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker