Det smukke ansigt er gemt bag masken

Torben Jetsmark har prøvet lidt af hvert i sin kunstneriske karriere. Den 19. september fylder han 80 år. (Privatfoto). Foto: Free

Som ung blev han castet på sit udseende. Det var ikke det, han ville, så han gik sin egen vej - til tider gemt bag en maske. Den 19. september fylder han 80 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skuespiller, forfatter, mimer, underviser, maskefremstiller og så videre. Listen over ting, som Torben Jetsmark har nået i sit liv er lang. Den 19. september fylder han 80 år.

Og når man runder 80 år, begynder man at reflektere over tilværelsen.

- Du ser på, hvordan det går dine kolleger, du læser din avis, og ser, at du formentlig ikke har mange år tilbage. Det gør man jo, siger Torben Jetsmark.

- Jeg har doneret hele min maskesamling til Scenekunstskolens afdeling i Aarhus.

- Jeg bruger meget tid på at samle tingene op, og ser på om de kan bringes videre eller skal kasseres.

Han er uddannet skuespiller ved Det Kongelige Teater. Og i starten af karrieren havde han ikke svært ved at finde roller. Men det skete på en for Torben Jetsmark irriterende måde.

- Da jeg var ung, der var jeg meget, meget pæn, siger Torben Jetsmark.

- Jeg blev tit castet på, at jeg var et smukt ungt menneske, og de roller er ikke de sjoveste.

Selv om han har været med i store danske tv-serier som Huset på Christianshavn, Taxa og Rejseholdet, så er det gemt bag masken, at Torben fandt sin store passion.

En måde, hvorpå hans talent blev bedømt ud fra hans evner og ikke hans udseende. Der fandt han inspirationen til selv at lave masker.

- Jeg kan huske, at jeg bestilte lædermasker i Padova, og det kostede 28.000 kroner i 1980. Og så tænkte jeg, at det kan jeg da lave selv, siger Torben Jetsmark.

Han fandt inspiration i masker, som han havde lånt på Teaterskolen. Han udviklede sin egen teknik, og de masker, som han lavede for 30 år siden, holder endnu.

Det var mime-delen, der fik indsvoret ham på, at han skulle teatervejen. Der kunne han nemlig også få lov til at fortælle historier. Han debuterede som mimer i 1963.

- Dengang drejede det sig om at lave revolution med kunstneriske virkemidler. Det var jo dybt naivt, men det var vældig motiverende, siger Torben Jetsmark.

Med tiden har den kunstneriske fremstilling udviklet sig til også at omfatte skulpturer, både store og små. Senest har han været aktuel med en udstilling i juli på Frederiksberg Rådhus.

Fødselsdagen har han allerede blevet fejret. Det foregik, ligesom han ville have det.

- Jeg havde en stor reception ude i haven, hvor jeg havde indkaldt venner og familie. Vi samledes og drak vin, spiste is, spillede musik og sang, og jeg havde en udstilling i kælderen med lysfigurer, siger Torben Jetsmark.

- Jeg havde mørklagt kælderen og sat det op. Så folk gik ned i den mystiske hule og blev overrasket. Det var vældig festligt.

/ritzau/