Et år efter at regeringen underskrev en hjemsendelsesaftale med Irak, er det tyndet kraftigt ud i gruppen af afviste irakere.
Da aftalen blev indgået 13. maj sidste år, var der omkring 280 afviste irakere. 76 af dem har nu forladt Danmark. Nogle frivilligt, andre er blevet tvangshjemsendt til Bagdad.
Ifølge den danske regering indebærer hjemsendelsesaftalen nemlig, at Danmark kan tvangshjemsende irakiske flygtninge, der har fået afslag på asyl her i landet.
Den skæbne har 36 personer indtil videre lidt, mens ligeså mange skønnes at have forladt Danmark af sig selv, viser de seneste tal fra Rigspolitiet.
I alt venter 88 irakere lige nu på at blive sendt tilbage til Irak. Heraf sidder tre-fire personer fængslet i Ellebæk i Nordsjælland.
Få dage efter den nye hjemsendelsesaftale søgte omkring 70 afviste irakere tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro og var i de kommende måneder et varmt emne i medierne.
Støttegrupper opstod, og regeringen blev bombarderet med appeller fra læger, præster, forfattere, musikere og alle mulige andre om at vise medmenneskelighed.
Samtidig blev der sået tvivl om aftalens gyldighed, da irakiske politikere understregede, at hjemsendelserne bør være frivillige.
Ifølge støttegrupperne, der har kontakt til nogle af de tvangshjemsendte irakere, er flere flygtet videre til Syrien. Endnu er ingen børnefamilier blevet tvangshjemsendt.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde