Dansk Folkeparti er ikke stuerene nok til de britiske konservative. Derfor må partiet se sig selv udelukket fra en ny politisk gruppe i EU-Parlamentet.
Dansk Folkeparti og spidskandidaten Morten Messerschmidt får ikke plads i en ny konservativ og EU-skeptisk gruppe i Europaparlamentet under ledelse af de britiske konservative.
Den nye politiske gruppe under navnet Europæiske Konservative og Reformister (ECR) har i dag sat navn på 55 EU-parlamentarikere fra otte forskellige lande, som vil repræsentere gruppen i EU-Parlamentet. Og her figurerer hverken Morten Messerschmidt eller DF's anden nyvalgte parlamentariker, Anna Rosbach.
Og selvom den nye gruppe håber at kunne præsentere flere ansigter i nær fremtid, så bliver det under ingen omstændigheder Morten Messerschmidt, som ellers mener at have "et værdifællesskab" med briterne.
- Vi har aldrig haft formelle forhandlinger med Dansk Folkeparti, og vi har ingen intentioner om at begynde dem, siger James Holtum, pressechef for de britiske konservative i Europaparlamentet.
- Vi har sagt, at den nye gruppe skal være en mainstream centrum-højre gruppe, og det er ikke vores opfattelse, at Dansk Folkeparti passer ind i den beskrivelse, tilføjer han.
På samme måde har heller ikke andre parlamentarikere, som er blevet sat i bås med højrenational fremgang i Europaparlamentet, fået plads i gruppen.
50 af de 55 parlamentarikere kommer fra de tre hovedpartier bag den nye politiske alliance: De britiske konservative, tjekkiske Borgerdemokraterne (ODS) og polske Lov og Retfærdighed (PiS). De sidste fem medlemmer er fra henholdsvis Belgien, Holland, Finland, Ungarn og Letland.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned