DF har skadet regionernes rolle

Det er slet ikke sikkert, at regionerne får lov at overleve frem til 2017, spår kandidaterne til regionsrådsvalget selv.

Kun 44 procent af kandidaterne til det forestående regionsvalg tør tro på, at regionerne findes om otte år, siger de i en rundspørge til Ritzau. Og noget af det, der for alvor har sået tvivl om regionernes overlevelsesevne, er Dansk Folkepartis forsøg på at flytte et sygehus i Region Midtjylland under finanslovforhandlingerne.

- Det er noget rod, at man med den ene hånd laver nogle regionerne, og med den anden hånd har lyst til at styre vores egen politik, siger Jørn Christensen, der stiller op for SF i Region Sjælland.

Meldingerne om faren for pseudodemokrati i regionerne går igen på tværs af partiskel. Således bakker overlæge på Hvidovre Hospital og Venstre-kandidat i Regions Hovedstaden, Ole Davidsen, op om kritikken:

- Jeg havde helt klart den opfattelse, at sygehusplaceringer var en regional opgave. Konsekvensen af, at man gør sygehusplaceringen til et politisk spørgsmål, er måske ikke så stor for regionerne, da de nok er en døende institution, siger han.

Den opfattelse deler han egen politiske leder på Christiansborg ikke. Regionerne er en succes, fastholder landets statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Jeg hørte oprindeligt til dem, der ønskede alt lagt ud til kommunerne. Men vi fik regionerne, og de gør det rigtig godt, siger han til Dagbladet Ringsted.

I alt har 425 ud af 829 kandidater til regionsvalget svaret på Ritzaus rundspørge.

/ritzau/

Spillet om sygehusplacering under finanslovforhandlingerne har svækket regionernes rolle, mener et stort flertal af kandidaterne til regionsvalget.

Offentliggjort Sidst opdateret