DF rasende over Løkke

"Uværdigt" og "uansvarligt" er ordene fra Dansk Folkeparti, som ikke vil acceptere svinkeærinder i Venstre efter statsministerens udtalelser i et homoblad.

Dansk Folkeparti er stærkt utilfreds med, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremhæver seks af sine partifæller for at bryde partilinjen på spørgsmålet om homoseksuelles ret til at adoptere.
I magasinet Out & About, der bliver udgivet i forbindelse med homoeventet World Outgames i København, understreger Løkke, at det ofte er Venstres folketingsmedlemmer, der har leveret de udslagsgivende stemmer og dermed sikret, at danske ligestillingslove er blevet vedtaget.
Men det er helt uacceptabelt, mener Søren Espersen fra Dansk Folkeparti.
- Det er i den grad uværdigt og uansvarligt for en statsminister. Han kan ikke have tænkt sig ordentligt om, når han kan rose folk i sit eget parti for at gå imod partiets politik. Det kan jo give andre idéer til at bryde partilinjen en anden gang, siger han til Ritzau.
Fortsætter det på samme måde, kan regeringen ikke være sikker på Dansk Folkepartis støtte, siger han.
- Det finder vi os ikke i. Hvis det er mere end bare frisk sommerpraleri, så kan det få konsekvenser. Vi vil ikke være dem, der skal sikre regeringens stemmer, og så den ene gang efter den anden se en flok liberale venstrefolk, der gør, som det passer dem. Statsministeren skal ikke spille for meget på det her, for vi vil ikke acceptere, at situationen fortsætter, siger han.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret