DF vil have Rønns forklaring på asyltal

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) skal nu forklare, hvorfor 1014 flygtninge, uledsagede børn og humanitære ansøgere har fået asyl i Danmark i første halvår af 2010.

Det er mere end tre gange så mange som første halvår af 2009, og det bekymrer Dansk Folkeparti:

- Tallene skal gås efter i sømmene, og vi skal teste, om der er noget, der ikke fungerer godt nok. Hvis der er det, så skal vi have rettet op på det, siger integrationsordfører Peter Skaarup (DF), der nu vil stille spørgsmål til ministeren i sagen.

Det er hovedsageligt flygtninge, der har fået asyl. Her er antallet 929 i årets første seks måneder mod 276 i samme periode i 2009. De fleste flygtninge kommer fra Afghanistan, Syrien, Iran og Myanmar.

Det kan tyde på, at asylsøgerne ikke søger asyl i det første Schengen-land, de kommer til, som de ellers skal, mener Peter Skaarup. Han vil også have vished for, at hjemsendelsesaftalerne med Afghanistan fungerer godt nok, og at der sættes dato på opførelsen af lokale modtagelsescentre, der skal huse uledsagede flygtningebørn i Irak og Afghanistan.

- Børnene skal hjælpes lokalt i nærområdet. Det vil betyde, at der ikke kommer så mange uledsagede flygtningebørn til Danmark, siger Peter Skaarup.

I Udlændingeservice forklarer asylkontorets chef Jakob Dam Glynstrup, at der er behandlet flere sager, og det betyder, at der også kommer flere tilladelser.

- Vi har haft en massiv satsning på asylområdet i 2010, og det har medført, at vi har behandlet flere sager i første halvår, skriver Jakob Dam Glynstrup i en mail til Ritzau.

/ritzau/

DF vil have Birthe Rønn til at forklare, hvorfor mere end tre gange så mange udlændinge har fået asyl i Danmark i første halvår af 2010 i forhold til 2009.

Offentliggjort Sidst opdateret