DGI er bekymret over skolelukninger

Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, påviser for første gang en sammenhæng mellem skolelukninger og færre børn og unge i foreningen.  Det går ud over lokalsamfundet.
 
41 folkeskoler siger farvel for allersidste gang, når der fredag den 29. juni er sidste skoledag inden sommerferien. Og når den lokale skole lukker, så går det hårdt ud over idrætsforeningen, skriver DGI i deres nyhedsbrev.

DGI har undersøgt medlemstallene for 55 idrætsforeninger, hvor den lokale skole er lukket. Og undersøgelsen viser klart, at når skolen nedlægges, så falder antallet af børn og unge i den lokale idrætsforening. Samlet set er antallet af 0-18 årige medlemmer i de 55 foreninger faldet fra 9447 i 2008 til 7437 i 2011.
DGI’s formand, Søren Møller, slår fast, at DGI principielt ikke har en holdning til, om kommunerne skal nedlægge skoler eller ej.
- Men kommunerne skal være klar over, at det har konsekvenser for lokalsamfundet og idrætsdeltagelsen, når skolen lukker. Det skal kommunen medregne, når der gennemføres skolelukninger, siger Søren Møller.

Guldborg IF på Lolland-Falster er en af de foreninger, der har mærket konsekvenserne af, at den lokale skole lukkede i 2011.
- Vi har mistet et helt børnefodboldhold.  Og vi er bange for, at tilflyttere holder sig fra områder som vores, hvor man har lukket skolerne. Om fem år kan situationen for både foreningen og lokalsamfundet være helt kaotisk, for der er jo ingen børnefamilier, der har lyst til at flytte hertil, siger Maibritt Mathiasen, der er formand for Guldborg IF.
Foreningen har startet en børneklub for at fastholde børnene til aktiviteter i lokalområdet. Og Maibritt Mathiasen mener, at børneklubben og det lokale engagement er årsag til, at Guldborg IF som det eneste i Guldborgsund Kommune har fået lov til at overtage driften af skolens bygninger, der dermed ikke sættes til salg.

Formand for DGI, Søren Møller, kalder det bekymrende, at der er en negativ udvikling i de idrætsforeninger, der oplever skolelukninger.
- Når skolen lukker, vil idrætsforeningen ofte være det eneste tilbageværende omdrejningspunkt for de lokale fællesskaber. Derfor bør kommunerne nøje overveje, hvordan de sikrer foreningslivets fortsatte eksistens, inden en skole nedlægges. Desuden er det afgørende, at det lokale foreningsliv inddrages i planlægningen af skolelukningen, siger Søren Møller.

Foto: Anders Knudsen

Når skolen lukker, så mister den lokale idrætsforening medlemmer. Det viser nye tal fra DGI.

Offentliggjort Sidst opdateret