Diabetes-medicin er penge ud af vinduet
Spild af penge. Sådan beskriver flere førende forskere i sukkersyge den danske tilskudspolitik på diabetesområdet ifølge Information.
Forskerne undrer sig over, at Sundhedsstyrelsens Medicintilskudsnævn i 2007 valgte at give diabetespatienter tilskud til de såkaldte insulinanaloger Lantus og Levemir, eftersom de nye præparater ikke er bedre end de ældre og billigere humane insuliner.
- Alle evidensbaserede forsøg viser, at insulinanaloger ikke giver særlige fordele for patienter med type 2-diabetes, siger Edwin Gale, der er professor på Bristol University, til Information.
- Alligevel bruger størstedelen af patienterne i Europa og Nordamerika analoger, tilføjer han.
Salget af Lantus og Levemir er siden 2007 tredoblet i Danmark og har stort set overtaget markedet, og det offentlige har i alt givet en halv milliard kroner i tilskud til de to produkter.
Både Novo Nordisk, som står bag Levemir, og Sanofi-Aventis, som står bag Lantus, påpeger over for Information, at analogerne giver færre tilfælde af lavt blodsukker om natten.
Det er imidlertid kun få diabetespatienter, der har problemer med lavt blodsukker om natten. Derfor kunne næsten alle helt problemfrit skifte medicin, vurderer professor på Cardiff University, Craig Currie.
- Det er tæt på 100 procent, der uden problemer kunne bruge human insulin. Alle ved, at det forholder sig sådan, men i nogle lande vælger man tilsyneladende at ignorere det - blandt andet i Danmark, siger han.
Ifølge Information har Lægemiddelstyrelsen siden 2004 vidst, at de dyre analoger i langt de fleste tilfælde ikke er bedre end de billige alternativer. Alligevel valgte man i 2007 at give generelt tilskud.
I Norge, Sverige og Tyskland er det som udgangspunkt kun de patienter, der har problemer med lavt blodsukker om natten, der kan få tilskud til Levemir og Lantus.
Medicinaltilskudsnævnet er i gang med at revurdere tilskudsreglerne til diabetesmedicin, og her lægger man op til at ændre reglerne for Levemir og Lantus.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned