Diabetes-medicin presser regionernes budgetter
The injectable drug Ozempic is shown Saturday, July 1, 2023, in Houston. (AP Photo/David J. Phillip). Foto: David J. Phillip/Ritzau Scanpix
Øgede udgifter til Novo-medicinen Ozempic betyder, at regionerne skal finde penge andre steder.
I disse uger er regionerne i gang med at lægge budget for 2024, og puslespillet er ikke blevet nemmere af, at der er dukket en uventet ekstraregning op.
TV 2 fortæller onsdag, hvordan udgifterne til Novo Nordisks diabetesmiddel semaglutid - der blandt andet markedsføres under navnet Ozempic - er vokset kraftigt i år.
Mens udgifterne til semaglutid sidste år nåede op på 642 millioner kroner, vil de efter alt at dømme ende på omkring 1,1 milliard kroner i år.
- Det er voldsomt, og det kommer jo til at påvirke regionernes økonomi både i år og i det 2024, som vi er i gang med at lægge budget for. Vi har ikke flere penge, end dem der er, og så skal vi jo som udgangspunkt finde dem andre steder, siger Karin Friis Bach (R), der er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.
Hun forklarer de øgede udgifter med, at den global efterspørgsel på midlet har betydet, at det er blevet dyrere at købe ind.
Og så har lægerne samtidig været flittigere til at udskrive eksempelvis Ozempic.
- Selvfølgelig har lægerne et medansvar, men de skal jo også bruge de muligheder, de har. Vi har lavet retningslinjer, der siger, at de skal udskrive andre og billigere typer præparater først for at se, om de har den ønskede virkning. Og det har jeg generelt tillid til, at de gør.
En af årsagerne til, at semaglutid er blevet et populært til diabetikere, er at det også virker appetitnedsættende og kan føre til vægttab.
Mandag viste et nyt studie samtidig, at det også kan føre til færre alvorlige hjerte-kar-tilfælde.
- Vi har set en markant stigning i forbruget, fordi mange har god gavn af lægemidlerne. Der er givetvis langsigtede fordele ved den øgede brug af præparatet, men det løser ikke de aktuelle udfordringer med at få budgetterne til at hænge sammen, siger Karin Friis Bach.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker