Nye digitale byggesagsbehandlinger på kommunernes hjemmesider skal sætte en stopper for lange ventetider på byggetilladelser. Flere kommuner tager lang tid om at behandle og give byggetilladelse til borgerne, men det kan løses digitalt, siger Henning Steensig, der er vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen.
- Cirka 90 nye byggesager er allerede sendt ind til kommunerne via hjemmesiderne. Og de tilbagemeldinger, vi har fået, har været rigtig positive. Det er blevet gennemskueligt for ansøgerne, hvor mange krav der i virkeligheden bliver stillet, siger Henning Steensig.
Helt op til 75 procent af byggeansøgningerne er normalt mangelfulde, og derfor vil digitaliseringen afskaffe problemet med at sende breve frem og tilbage.
- Man ansøger på nettet og udfylder blanketten. Systemet informerer dig så om, hvis du ikke overholder lokalplanen eller reglerne, siger Henning Steensig.
I Århus Kommune har det været muligt at lave digitale byggeansøgninger siden april. Og de borgere, der har ansøgt via hjemmesiden, er tilfredse med resultatet, vurderer Thomas Brun, der er bygningsinspektør i kommunen.
- Vi kan mærke, at ansøgningerne er langt bedre end før. Samtidig er kunderne tilfredse med brugeroplevelsen. Men vi skal stadig hjælpe dem i telefonen, da ikke alle kender fremgangsmåden, siger han.
Erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri Kathrine Stampe Andersen vurderer, at hurtigere byggetilladelser ikke blot vil spare tid og penge for kommunen. Det vil også give byggeriet et ekstra spark fremad.
- Når sagsbehandlingstiden bliver hurtigere, skaber det også flere byggerier i branchen. Og det gør noget for velstanden i Danmark, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet