Digter er ikke en hund efter opmærksomhed
Sidste sommer overtog digter og oversætter Morten Chemnitz stillingen som rektor for Forfatterskolen. Den 11. december fylder han 40 år. (Arkivfoto). Foto: Benjamin Krog/Ritzau Scanpix
Som rektor for Forfatterskolen skal man være i kontakt med sin tvivl, åbenhed og følsomhed, mener digter Morten Chemnitz. Den 11. december fylder han 40 år.
Digter og oversætter Morten Chemnitz er ikke nogen "hund efter opmærksomhed".
Sådan fortalte han til Politiken, i forbindelse med at han sidste sommer blev rektor for Forfatterskolen.
- Jeg ser det mere som et ansvar for at lytte, sagde han til Politiken om stillingen som rektor.
Den 11. december fylder han 40 år.
Morten Chemnitz blev selv uddannet fra Forfatterskolen i 2010, men interessen for litteratur og lyrik var allerede begyndt at spire under barndommen i Sydhavnen.
Han debuterede i 2013 med digtsuiten "Inden april".
Siden har han udgivet digtsamlingerne "Bindingerne" i 2016, "Hindre" i 2019 og senest "Hæld" i 2022.
I flere anmeldelser er hans poesi blevet kaldt "ordknap", og flere af digtsamlingerne omhandler sproget selv.
I 2016 blev Morten Chemnitz i Weekendavisen kaldt "den tyste, mest jeg-løse stemme i det store og støjende kor af yngre, talentfulde digtere".
Da han kom ind på Forfatterskolen, havde han en 10. klasse i bagagen. Siden er han blevet både kandidat og ph.d. i nyere fransk poesi fra Københavns Universitet.
Sideløbende med forfatterskabet har Morten Chemnitz været redaktør på Forlaget Arena og lavet over ti oversættelser af franske værker - herunder af forfatterne Marguerite Duras og Édouard Levé.
Han formoder, at den brede erfaring hjalp ham til at få stillingen som rektor, lyder det til Politiken.
Som rektor er han på Forfatterskolen halvt underviser og halvt administrator, da det er et ansættelseskrav, at man som rektor er "aktiv forfatter".
Derfor skal man selv være i "konstant kontakt med den tvivl, åbenhed og følsomhed, som en kunstnerisk praksis indebærer", fortalte Morten Chemnitz til Politiken.
Privat er han bosat i sit barndomskvarter, Sydhavnen i København. Han er gift med forfatter Fine Gråbøl. Parret har sammen to børn.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker