Dine data ryger løbende på lynauktion når du færdes på nettet

Datatilsynet i Norge gav i 2020 datingappen Grindr en bøde for at sælge persondata til tredjepart og for brud på GDPR. Grindr udleverede blandt andet data om lokation, ip-adresse, alder og køn. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

I gennemsnit bliver en danskers data solgt på auktion 280 gange om dagen. Få en forklaring på, hvad det går ud på, og hvordan du kan modvirke det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når du klikker ind på en hjemmeside, bliver du præsenteret for sidens indhold - og måske et par reklamer.

Men i den korte tid, hvor siden har loadet, er der faktisk sket en masse bag kulisserne. Det er nemlig ikke tilfældigt, om du ser en reklame for et par sko eller en støvsuger.

Det forklarer Henning Mortensen, som er formand for Rådet for Digital Sikkerhed.

- Når du går ind på en hjemmeside, møder du et samtykkebanner, du typisk bare klikker væk. De fleste samtykker bare, siger han.

Når du så har sagt ja til cookies, registrerer siden data om din færden.

- Hvis jeg er inde at kigge på sko eller cykler, så bliver det noteret hos nogle databrokere (virksomheder, som samler data, red.), at min ip-adresse, mit cookienummer eller andre tekniske kendetegn interesserer sig for sko eller cykler, fortæller Henning Mortensen.

Den viden om dig kan så blive brugt til at afholde en lynhurtig auktion, mens din side loader. Det kaldes realtime bidding.

- Mine interesser bliver sendt tilbage i bagbutikken hos brokeren, hvor de ser, hvem der vil betale hvad for en cykel- eller skoreklame. Og den, der vil betale den højeste pris, får lov at vise mig en reklame, siger han.

I maj 2022 udsendte den irske nonprofit-organisation Irish Council for Civil Liberties rapporten The Biggest Data Breach, som blandt andet viser, at danskere i gennemsnit er udsat for realtime bidding - altså en hurtig auktion over vores data - 280 gange om dagen.

Måske synes du, at det lyder ubehageligt, at dine data bliver handlet mange gange dagligt - måske bekymrer det dig ikke det store, for hvad skulle nogle dog bruge dine data til ud over at forsøge at sælge dig en cykel.

Man kan måske begynde at tage sølvpapirshatten på ved tanken om, at data fra forskellige kilder kan kombineres. For så kan der pludselig være rigtig meget information at hente.

Som eksempel nævner Henning Mortensen, at det norske medie NRK som et eksperiment købte oplysninger om 140.000 norske mobilabonnementer for at afsløre datafirmaers handel med personlige data.

- De fik positionsdata fra engelske databrokere og begyndte at analysere på de positionsdata. Hvor mobiltelefonen opholder sig om dagen og om natten, er jo en god indikation på arbejdsplads og adresse. Og så er det nemt at finde ud af, hvad vedkommende hedder, siger Henning Mortensen og fortsætter:

- Så kan man gå ind at se, hvad de laver. Er det en, der er ansat ved det norske forsvar, bliver det måske interessant at se på, hvor han bevæger sig. Og hvis han en gang imellem bevæger sig i skærgården, kan man måske afsløre steder, hvor der kan ligge norske baser, der ikke er tegnet ind på landkortet.

Uanset om man er bekymret eller ej, råder Henning Mortensen til, at man laver sin egen lille risikovurdering.

- Så kan man beslutte, hvad man vil være bekymret for. Og man kan implementere de beskyttelsesforanstaltninger, man synes, er rimelige, siger Henning Mortensen.

Det kan være ved at sige nej tak til cookies eller installere en vpn-tjeneste, som sender din trafik igennem en krypteret tunnel, så den ikke bare kan spores tilbage til dig.

/ritzau fokus/

Vil du have dine data for dig selv?

* Hvis du ikke bryder dig om, at nogle kan følge med i og bruge dine data, er der forskellige metoder til at opnå en vis beskyttelse imod det.

* Det første niveau er ganske enkelt at sige nej tak til cookies, når du får et pop op-vindue, der beder om dit samtykke. Det giver nogen grad af beskyttelse. Det kan dog også betyde, at der er ting, du ikke kan tilgå på siden.

* Det næste niveau er at installere et blocker-værktøj, der blokerer for cookies på din computer. Det er en tilføjelse til din internetbrowser.

* Det tredje og mere krævende niveau er at sørge for at være anonym på dit it-udstyr. Det kan gøres mere eller mindre ekstremt. Den mest tilgængelige måde er at installere vpn, så din maskines ip-adresse ser ud til at høre til et andet sted.

* Den noget mere avancerede model er at benytte et styresystem, der laver en helt ny session, hver gang du går på internettet. Du kan også få et styresystem på USB.

Kilde: Rådet for Digital Sikkerhed.

/ritzau fokus/

280 gange om dagen. Så mange gange bliver dine data solgt ved real-time bidding - det vil sige en hurtig auktion, hvor annoncører kan købe sig til at vise en reklame, der passer til dine interesser. Det viser en rapport fra Irish Council for Civil Liberties. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu