Diplomatdrømmen udleves for tiden i Iran

Jesper Vahr ses her ved audiens, da han i 2013 takkede ja til jobbet som Danmarks ambassadør i Israel. I dag er han ambassadør i Iran. Han nyder ambassadørlivet og får ny energi af at lære nye lande og kulturer at kende. (Arkivfoto). Foto: Bjarne Lüthcke/Ritzau Scanpix

Det kan være udmattende, men er også berigende at lære nye lande at kende, mener den garvede danske ambassadør Jesper Vahr, som søndag fylder 60 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jesper Vahr fandt tidligt ud af, at han ville gå diplomatiets vej, så det gik han benhårdt efter.

Det har siden ført ham vidt og bredt, og i dag udlever han diplomatdrømmen som Danmarks ambassadør i Iran. Søndag 27. november fylder han 60 år.

De første år på universitet læste Jesper Vahr engelsk litteratur, men de langhårede analyser blev for meget for ham.

Og da internationale forhold samtidig interesserede ham, og da han havde en stor udlængsel, fik han øjnene op for, at det var diplomatiets vej, han ville forfølge.

Derfor begyndte han på statskundskab ved Aarhus Universitet, hvilket også førte ham til et praktikophold på den danske ambassade i Ankara, Tyrkiet.

Praktikopholdet bekræftede ham yderligere i hans ambition, og sidenhen blev han ambassadør på selv samme ambassade.

Stillingen som ambassadør har han også besat i Malaysia og Israel, og han har sågar også tidligere været kabinetschef i Nato.

Selv om nomadetilværelsen til tider kan være anstrengende for Jesper Vahr, nyder han, at "posen bliver rystet fra tid til anden".

- Man skal jævnligt forholde sig til et nyt land, en ny kultur, en ny historie og nye mennesker. Det kan godt være udmattende - men det giver også ny og god energi.

- Som ambassadør møder man uhyre mange interessante og vidende mennesker fra mange forskellige dele af det samfund, som man opholder sig i. Det er berigende, siger han.

Spændende er der også i Iran, hvor Jesper Vahr er den danske ambassadør i Teheran, landets hovedstad.

Landet har de seneste måneder været præget af heftige demonstrationer mod styret, efter at en ung kvinde døde i politiets varetægt.

- Der er flere konfliktflader i et land som Iran end i mange andre lande. Men det er netop dér diplomatiet er nyttigt og skal stå sin prøve. Vi skal tale med alle - og da navnlig dem, som vi på mange punkter er uenige med. Det er selve diplomatiets væsen.

- Det er udfordrende, men også særdeles meningsfuldt at være ambassadør i Iran, som i øvrigt er et fantastisk spændende land med en fascinerende historie, siger Jesper Vahr.

Privat er den danske ambassadør gift med sygeplejersken Ane, som han har to sønner på henholdsvis 27 og 30 år sammen med.

I fritiden nyder han at bevæge sig. Han spiller tennis en gang om ugen og løber. Og så både vandrer han og står på ski i bjergene uden for Teheran.

/ritzau/