Diversitet skinnede igennem på årets Roskilde Festival

Med temaet "Utopia" mener Anders Wahrén, der er programchef på Roskilde festival, at det var indlysende at gå linen ud og øge fokus på diversitet i musikprogrammet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Årets Roskilde Festival var den første under et nyt tema, som skal give tro på en bedre verden i fremtiden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Roskilde Festival synger på sidste vers, og søndag river de sidste gæster teltpælene op og drager hjem.

Dette års festival har været den første under temaet "Utopia", som skal indgyde håb, give tro på og vise, at forandring er muligt.

- Når vi har valgt at arbejde med det tema, er det blandt andet fordi, vi ved fra forskere, at det er en udfordring, at mange unge ikke kan forestille sig en bedre fremtid, siger Signe Lopdrup, der er administrerende direktør på Roskilde Festival.

Lil Nas X, Kendrick Lamar og Lizzo har været nogle af de største navne, der i år har spillet på festivalens største scene, Orange Scene, hvilket har fået diversiteten til at stråle.

- Hvis man skal drømme om en bedre fremtid, så har vi en oplevelse af, at større mangfoldighed, og at der er plads til alle, er vigtigt for de unge generationer, siger direktøren.

- Hvis vi skal spejle det som festival, skal vi også sørge for at præsentere den mangfoldighed og diversitet.

Anders Wahrén, der er programchef på festivalen, mener også, at med dette års tema har det været indlysende at gå linen ud og øge fokus på diversitet i musikprogrammet.

Han påpeger, at selv om kvindelige musikere ikke fylder lige så meget på hitlisterne som de mandlige lige nu, betyder det ikke, at de ikke skal være at finde på festivalens musikprogram.

- Det samme gør sig gældende for folk, der er nonbinære og for de mange forskellige typer af musik, som vi gerne vil præsentere. Så vi sætter tyk streg under diversitet på mange forskellige måder, siger han.

Amerikanske Lil Nas X spillede torsdag aften på Orange Scene. Da han i 2018 toppede hitlisten Billboard Hot 100, blev han den første på den amerikanske hitlistes førsteplads til at springe ud som homoseksuel.

Anders Wahrén fremhæver, hvordan Lil Nas X tager afstand til emner som homofobi og racisme, hvilket får ham til at fremstå som et ikon for sorte musikere og lgbtq+ musikere.

- At se det show på vores største scene og den feedback han fik fra de titusindvis af gæster, var helt fantastisk at se, siger Wahrén.

Når direktør Signe Lopdrup skal runde årets festival af, har hun svært ved at få armene ned.

Hun fortæller, at det ikke er meget, der er gået galt, hvor vejret også størstedelen af tiden har været med dem.

Temaet "Utopia" vil være på festivalens dagsorden frem til og med 2025.

- Sidste år fejrede vi festival nummer 50, og i år har vi taget hul på den første af de næste 50 udgaver af Roskilde Festival, siger direktøren.

/ritzau/