DMI advarer om mere regn og mulige oversvømmelser

I Vest- og Nordjylland kan der frem til natten til mandag falde over 30 millimeter regn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vandstanden er høj i mange af de danske vandløb på grund af den seneste tids voldsomme nedbør.

Og med udsigt til mere regn i løbet af weekenden er der derfor risiko for flere lokale oversvømmelser.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) lørdag morgen.

- Sammenlagt kan der i perioden fra natten til søndag og frem til natten til mandag falde mere end 30 millimeter regn over Vest- og Nordjylland, lyder det.

Vejret skyldes et lavtryksområde lige vest for de Britiske Øer.

Det ligger stille, men alligevel sender det flere nedbørsområder ind over Danmark fra sydvest.

/ritzau/