DMI om ugens vejr: Sommeren er langt væk
Hvis du drømmer om sol på kroppen og skyfri himmel, skal du nok overveje at bevæge dig længere sydpå i ferieugerne. Heller ikke i de kommende syv dage ser strandvejret ud til at ramme de solhungrende danskere.
- Vejret fortsætter i den her gænge med køligt vejr og byger. Man skal kigge meget langt efter sommervarmen, siger vagtchef Henning Gisselø fra DMI.
Alle dagene i den kommende uge kommer stort set til at ligne hinanden med en blanding af byger, enkelte solstrejf og en let til frisk vind fra vest.
- Nogle af de her byger kan komme med torden. Temperaturmæssigt kommer vi til at ligge på mellem 15 og maksimalt 20 grader, så det er en kølig sommermodel, vi kører hele ugen, fortæller vagtchefen.
Natten til tirsdag skyller et kortvarigt regnvejr ind over landet, og torsdag skal man være heldig, hvis man skal spotte solen i skydækket. Til gengæld ser vejret ud til at blive nogenlunde fredag med lidt eller nogen sol.
- Fredag kunne godt blive den pæneste dag. Men generelt kommer der byger hver eneste dag. Langt de fleste danskere vil få en byge eller to, siger Henning Gisselø.
Heller ikke hvis meteorologen tager de lidt længere prognose-briller på, er der meget optimisme at spore.
- Det er meget usikkert, men det ser ud som om, at den ustadige vejrtype fortsætter. Der er stadig ikke noget, der peger i retning af decideret sommervejr, fortæller Henning Gisselø.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker