Dokumenter afslører problemer i DSB og Banedanmarks samarbejde
Knaster i samarbejdet mellem de to aktører medfører en betydelig risiko for, at det bliver dyrere for kunderne
En vigtig del af årsagen til de mange forsinkelser, der opstår på jernbanen, kan findes i det samarbejde, som DSB og Banedanmark har under sporarbejde.
Sådan lyder konklusionen i en række dokumenter fra konsulenthuset Valcon, som MobilityWatch har fået aktindsigt i.
Ifølge konsulenthuset er blandt andet "svære og modsatrettede krav" med til at skabe kurrer på tråden i samarbejdet omkring sporarbejde, ligesom der også mangler en "samlet ledelse af processen".
At der er knaster i samarbejdet mellem to for samfundet så vigtige aktører er ikke en ønskværdig situation.
Det vurderer professor ved Institut for Samfund og Erhverv på Roskilde Universitet Bent Greve.
- Når der er den her type interne problemer mellem to organisationer, der skal løfte store infrastrukturopgaver, så er der også en betydelig risiko for, at det bliver væsentligt dyrere. Og det rammer jo så kunderne, siger han til MobilityWatch.
Valcons konklusioner kommer i kølvandet på en række udfordringer hos både DSB og Banedanmark, der gentagne gange har været genstand for kritik.
Blandt andet kom det for nyligt frem, at DSB ikke har levet op til statens krav for togenes punklighed i syv ud af de seneste otte år.
Peter Svendsen, trafikdirektør i Banedanmark, siger til MobilityWatch, at de to aktører ser god ræson i at have fået øjne udefra til at kigge på samarbejdet.
- Projektet, vi har bedt Valcon om at løfte for os, handler om, at vi gerne vil have trimmet processen helt nede i det her maskinrum. Det er jo ikke, fordi der er en krise. Det er jo ikke et generelt dårligt samarbejde, siger han.
/ritzau/MobilityWatch/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned